09/11-17 06:05

Aktivister bestiger Sydneys operahus for at støtte flygtningeAktivister bestiger Sydneys operahus for at støtte flygtninge

Torsdag hang aktivister et banner ned fra Sydney Opera House til fordel for 600 flygtninge på øen Manus.

storybild

Torsdag morgen kravlede flere aktivister op på toppen af Operahuset i Sydney for at vise deres vrede over Australiens flygtningepolitik. Det er ikke første gang, Sydney Opera House lægger mursten til protester. Her på billedet ses aktivister fra Greenpeace i 2009. Reuters/Daniel Munoz/arkiv

Sydney. Flere aktivister kravlede torsdag morgen lokal tid op på Jørn Utzons berømte operahus i Australiens største by, Sydney.

Det skete for at vise deres støtte til hundredvis af flygtninge, der er strandet i en australsk modtagelejr på stillehavsøen Manus.

Aktivisterne hang således et banner ned fra den ikoniske bygning med teksten "Australien: Verdens førende i grusomhed".

Demonstranterne er vrede over det, som FN har kaldt en "humanitær krise", og som udspiller sig på øen Manus i Papua Ny Guinea.

Her har omkring 600 flygtninge og asylsøgere i over en uge levet uden mad, vand og elektricitet i en asyllejr, som blev lukket af australske myndigheder i sidste uge.

- Sydney Opera House er et internationalt ikon for Australien. Men vores land bliver i stigende grad internationalt anerkendt for vores misbrug af menneskerettigheder over for flygtninge, siger Lily Matchett, der er talskvinde for aktivistgruppen Waca, der arrangerede protesten.

- Den australske regering er nødt til at sætte en stopper for offshore-frihedsberøvelse og transportere flygtningene hertil (Australien, red.), siger hun.

De australske myndigheder lukkede tirsdag i sidste uge for drikkevand, strøm, kloakering og adgang til medicinsk behandling og mad i lejren.

De omkring 600 mænd nægter at forlade lejren i Papua Ny Guinea, der i fire år har stået for at drive det store asylcenter på vegne af Australien.

De er bange for, at de vil blive angrebet af lokalbefolkningen, hvis de forlader centret.

I sidste uge opfordrede FN's menneskerettighedskontor Australien til at genoprette forsyninger af mad, vand og medicinsk behandling til de mange mænd.

Samtidig advarede FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) om risikoen for en "humanitær nødsituation" i lejren, da asylansøgere var begyndt at grave brønde for at skaffe vand.

Hovedparten af de 600 mandlige asylansøgere kommer fra Iran, Afghanistan, Sri Lanka, Pakistan og Bangladesh. Omkring 500 af dem venter endnu på at få deres asylansøgning behandlet.

De i alt fire klatrere, som nåede op på Operahuset i Sydney torsdag morgen, er alle blevet tilbageholdt af politiet.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx