Af Ritzau - 12/06-17 19:23; Opdateret: 13/06-17 04:57

Appeldomstol blokerer for Trumps indrejseforbudAppeldomstol blokerer for Trumps indrejseforbud

Borgere fra Iran, Libyen og Somalia er blandt dem, som Donald Trump gerne vil begrænse adgang til USA.

storybild

Endnu en appeldomstol opretholdt mandag en blokering af den amerikanske præsident Donald Trumps 90 dages indrejseforbud mod borgere fra seks lande med overvejende muslimske befolkninger (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Brendan Smialowski)

Endnu en appeldomstol opretholder en blokering af den amerikanske præsident Donald Trumps 90 dages indrejseforbud mod borgere fra seks lande med overvejende muslimske befolkninger.

Indrejseforbuddet ville betyde, at borgere fra Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen ikke kan rejse ind i USA i 90 dage.

Det er en appeldomstol i San Francisco, som mandag har stadfæstet en blokering af Trumps midlertidige indrejseforbud rettet mod borgere fra seks lande i Mellemøsten og Afrika.

Tidligere har en appeldomstol i Virginia også stadfæstet blokeringen af indrejseforbuddet.

Den konkluderede, at Trump havde til hensigt at diskriminere mod muslimer fra de seks lande, som var omfattet af forbuddet.

Trump luftede sine planer om at udelukke muslimer fra USA flere gange under valgkampen.

Han sagde det blandt andet i december 2015 efter et angreb i San Bernardino, Californien, hvor et par med pakistanske rødder dræbte 14 personer.

Kort efter sin indsættelse i januar udsendte præsidenten det første dekret, som forbød borgere fra syv lande at rejse ind i USA. Dekretet blev dog stoppet af en dommer i staten Washington.

Et nyt dekret skulle efter planen være trådt i kraft 16. marts - ti dage efter underskrivelsen. Men det er også blevet bremset.

Den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, har sagt, at indrejseforbuddet skal beskytte USA mod terrorangreb, og at det vil blive bragt for højesteret.

Efter de seneste afgørelser er dekretet ugyldigt i hele USA, indtil en appeldomstol eller højesteret eventuelt omgør afgørelsen.

Efter mandagens afgørelse fastholder Jeff Sessions i en erklæring fra Det Hvide Hus, at blokeringen vil skade den nationale sikkerhed.

- Præsidenten er blevet betroet ansvaret for at holde landet sikkert i forhold til forfatningen. Desværre forhindrer denne afgørelse præsidenten i at udføre sine pligter, siger Sessions.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx