05/10-17 15:07

Gyldendal-direktør: Nobelvinder er gentleman med formatGyldendal-direktør: Nobelvinder er gentleman med format

Johannes Riis kalder den nobelvindende forfatter Kazuo Ishiguro som mere vidtfavnende end britiske kolleger.

storybild

Kazuo Ishiguro er bedst kendt for romanen The Remains of The Day fra 1989. Men han har i alt udgivet otte bøger. Scanpix/Jonathan Nackstrand

København. Den britiske forfatter med japanske rødder Kazuo Ishiguro har modtaget Nobelprisen i litteratur 2017.

En pris som han fortjener på grund af sit "uomtvistelige format", mener litterær direktør i Gyldendal Johannes Riis, der har udgivet den britiske forfatter siden slutningen af 80'erne.

Ishiguro er bedst kendt for romanen "The Remains of The Day" fra 1989. Men han har i alt udgivet otte bøger.

Geografisk beskriver han både forhold i Europa og Japan, men forfatteren tager også læseren med frem og tilbage i tid.

- Han er en forfatter, som har beskæftiget sig både med egen tid, med fortiden og den fremtid, som kan vente os alle sammen, siger Johannes Riis.

Han har hæftet sig ved forfatterens stil, der på mange måder også matcher hans personlighed, som en stilfærdig og sympatisk gentleman.

- Han skriver meget stille og nedtonet, men det er store emner, han tager fat på, og han beskriver dem med en suveræn beherskelse.

- Han falder ind i en engelsk tradition. Men han favner bredere end langt de fleste engelske forfattere på sin tid, siger Johannes Riis.

Foruden at beskæftige sig med store historiske begivenheder, som Englands og Japans medvirken i 2. Verdenskrig, begiver Kazuo Ishiguros sig også ud i mystikken.

- Han skriver nogle bøger, som kan opfattes som sære og mærkelige og mystiske, og der er altid en tone, en stemning i dem, som bliver i ens hoved og bliver ved med at beskæftige en. Det er ikke bøger, man lige kan ryste af sig.

Det er ifølge Johannes Riis netop denne dybde, der placerer Kazuo Ishiguro i gruppen af de største nulevende forfattere.

- Der er hemmeligheder tilbage i teksten, når man har læst den. Man får ikke alting at vide, der er ting, der er svære at forstå umiddelbart, og det er jo tit det, at der er en uforklarlig rest tilbage, når man har læst det, der karakteriserer stor litteratur, siger han.

Kazuo Ishiguro er født i Nagasaki i Japan i 1954, men han er vokset op i Storbritannien. Han debuterede i 1982 som forfatter.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx