Af Ritzau - 08/04-17 08:32; Opdateret: 08/04-17 09:51

Svensk politi: Anholdt mand var fører af dræbende lastbilSvensk politi: Anholdt mand var fører af dræbende lastbil

Anholdt mand mistænkes af svensk politi for at have siddet bag rattet i lastbil, der dræbte fire i Stockholm.

storybild

Denne lastbil bragede fredag eftermiddag ind i en menneskemængde i et travlt kvarter i centrum af Stockholm. Politiet har anholdt en mand og mistænker ham for at have siddet bag rattet i lastbilen. (Billede: Scanpix/Maja Suslin)

Svensk politi mistænker en mand, som natten til lørdag er anholdt i Stockholm, for at have siddet bag rattet i den lastbil, der fredag bragede ind i en folkemængde i Stockholm.

- Ja, det stemmer, siger Lars Byström, talsmand fra Stockholms politi, til nyhedsbureauet TT.

Politiet kan endnu ikke oplyse yderligere detaljer. Men ifølge svenske Aftonbladet og Ekot, Sveriges Radio, er den anholdte en 39-årig mand fra Uzbekistan.

Manden skulle ifølge Aftonbladet have udtrykt sympati for den militante ekstremistgruppe Islamisk Stat på Facebook.

Fire personer mistede livet, og 15 blev såret, da en lastbil fredag klokken 14.53 kørte ind i en menneskemængde på Drottninggatan i den centrale del af den svenske hovedstad.

En taske med sprængstoffer er fundet i lastbilen, oplyser flere politikilder til SVT Nyheter. Det kan politiet dog ikke officielt bekræfte.

Den anholdte mand mistænkes for drab gennem terrorhandling, oplyser den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Manden blev pågrebet af det svenske politi fredag aften. Først natten til lørdag blev han formelt anholdt af politiet, som det typisk foregår i Sverige.

- Personen blev anholdt cirka klokken 2 natten til lørdag. Senest klokken 12 på tirsdag skal anklageren tage stilling til, om personen skal begæres fængslet eller ej, lyder det i meddelelsen fra den svenske vicechefanklager, Hans Ihrman.

Ifølge flere svenske medier er endnu en person blevet pågrebet af politiet. Det har politiet ingen kommentarer til over for TT.

- Vi har pågrebet én person i stockholmsområdet, og den person er anholdt. Desuden har vi arbejdet natten over og har ingen kommentarer om, hvad vi har foretaget os, siger Towe Hägg, politiets pressetalsmand, til TT.

Ifølge Aftonbladet har politiet slået til mod flere adresser i Stockholm i løbet af natten.

Towe Hägg siger til TT, at politiet har sat ind flere forskellige steder og med forskellige tiltag. Man vil dog ikke gå i detaljer.

Drottninggatan, hvor angrebet fandt sted, er lørdag morgen fortsat afspærret. Det er usikkert, hvornår afspærringen kan ophæves, lyder det fra politiet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx