30/08-17 00:03; Opdateret: 30/08-17 02:51

Sikkerhedsråd fordømmer enstemmigt Nordkoreas missiltestSikkerhedsråd fordømmer enstemmigt Nordkoreas missiltest

Ved et hastemøde tirsdag aften drøftede FN's Sikkerhedsråd nye tiltag som svar på Nordkoreas missilaffyringer.

storybild

New York. Medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd fordømmer enstemmigt Nordkoreas seneste missiltest, og kræver at styret øjeblikkeligt indstiller sit våbenprogram.

Fordømmelsen kommer, efter at regimet tirsdag affyrede et missil ind over det japanske fastland.

Samtlige 15 medlemslande af Sikkerhedsrådet stillede sig bag erklæringen, heriblandt også Rusland og Kina.

I erklæringen, der kommer efter et hastemøde i Sikkerhedsrådet, fremgår det dog, at regimets seneste provokationer ikke umiddelbart vil føre til nye sanktioner.

- Sikkerhedsrådet understreger, at disse handlinger af Nordkorea både er en trussel mod regionen og alle FN's medlemslande, står der i erklæringen efter hastemødet.

- Sikkerhedsrådet udtrykker dybe bekymringer over, at Nordkorea foretager sådanne affyringer over Japan, der bevidst underminerer den regionale fred og stabilitet, hedder det videre.

Nordkorea gennemførte natten til tirsdag endnu en prøveaffyring af en langtrækkende raket.

Missilet fløj ifølge Sydkorea 2700 kilometer i en højde på 550 kilometer. Til sidst brækkede det i tre dele og styrtede i havet ud for Japans nordligste ø, Hokkaido.

Det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, skriver, at affyringen blev overværet af landets leder, Kim Jong-un.

Dermed indrømmer Nordkorea for første gang nogensinde, at landet har affyret et missil over Japan. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Nordkorea brugte et missil af typen Hwasong-12 til raketaffyringen.

Eksperter vurderer, at Hwasong-12 har en rækkevidde på mindst 4000 kilometer.

- (Missilet, red.) krydsede himmelen over Oshima-halvøen ved Hokkaido i Japan på den tilsigtede rute og ramte målet i Stillehavet præcist, skriver KCNA.

Det er kun få uger siden, at Sikkerhedsrådet valgte at skærpe sanktionerne over for Nordkorea. Det skete efter flere nye prøveaffyringer af ballistiske missiler.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx