Af Ritzau - 11/03-17 20:24; Opdateret: 11/03-17 23:01

Politi i Holland tilbageholder trodsig tyrkisk ministerPoliti i Holland tilbageholder trodsig tyrkisk minister

Tyrkiske ministre er blevet forhindret adgang til Holland ad både luftvejen og landevejen.

storybild

Tyrkere demonstrerer foran Tyrkiets konsulat i Rotterdam, efter at den tyrkiske familieminister er blevet tilbageholdt af hollandsk politi. (Billede: Reuters/Yves Herman)

Hollandsk politi tilbageholder Tyrkiets familieminister i Rotterdam under en eskalerende diplomatisk strid mellem de to lande.

Den tyrkiske kanal NTV har tidligere lørdag aften rapporteret, at ministeren blev stoppet i sin bil ved grænsen.

Ministeren skulle til Holland for at søge tyrkiske statsborgeres støtte til en folkeafstemning om en forfatningsændring i Tyrkiet i næste måned.

Flere hollandske medier skriver, at familieminister Fatma Betul Sayan Kaya er nået til Rotterdam. Her blev hendes bil ifølge flere medier omringet af betjente. Det fremgår også af tv-billeder fra kanalen NOS.

Samme kanal rapporterer, at hun skal være blevet tilbageholdt.

Avisen Telegraaf skriver, at ministerbilen også blev stoppet ved en tankstation nær Rotterdam.

På Twitter skal en af ministerens medarbejdere ifølge Telegraaf have skrevet, at politiet i Holland bad ministeren om at forlade landet.

Ministeren havde valgt at tage bilen til Holland, efter at hollandske myndigheder tidligere havde nægtet et tyrkisk ministerfly med en anden tyrkisk minister at lande.

Familieminister Fatma Betul Sayan Kaya var i forvejen i Tyskland, hvor hun skulle have deltaget i møder.

Holland ønsker ikke, at tyrkiske regeringsfolk holder vælgermøder i Holland. Tyskland har også afvist afvikling af møder med tyrkiske vælgere.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har beskyldt både Tyskland og Holland for nazimetoder.

Vidner i en fransk lufthavn siger lørdag aften ifølge Reuters, at Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, er landet i Frankrig. Han skal tale på et møde i Metz søndag.

Cavusoglu skulle efter planen deltage i møder med tyrkiske vælgere i et håb om at vinde støtte til præsident Recep Tayyip Erdogans plan om at ændre forfatningen.

Der er folkeafstemning om forfatningsreformerne 16. april i Tyrkiet. Reformen vil give Erdogan flere beføjelser.

Hollands premierminister, Mark Rutte, har sagt, at han forstår Erdogans vrede.

Men Rutte siger også, at han mener, at bemærkningen om nazister er "helt ved siden af".

Holland havde på forhånd forbudt Cavusoglu at deltage i vælgermøderne.

Tyrkiets udenrigsminister har sagt, at Hollands afvisning får konsekvenser. Han har ikke konkretiseret denne trussel.

Tyrkiets udenrigsministerium meddeler lørdag, at Hollands ambassadør ikke skal vende tilbage til Ankara foreløbigt, skriver Reuters.

Ambassadøren opholder sig uden for Tyrkiet i øjeblikket.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx