26/11-17 12:18

Danskere kan fortsat rejse til Bali trods vulkanudbrudDanskere kan fortsat rejse til Bali trods vulkanudbrud

Danske rejsebureauer fortsætter rejser til den indonesiske ø, selv om en vulkan lørdag gik i udbrud på øen.

storybild

Vulkanen Agung sendte lørdag en stor askesky i luften, hvorfor det nærliggende område måtte evakueres. Tirsdag var vulkanen også i udbrud. Reuters/Johannes Christo (arkiv)

Denpasar. Lørdag sendte vulkanen Agung på Bali en stor askesky i luften, da den gik i udbrud for anden gang på en uge.

Men det afholder ikke de danske rejsebureauer fra at fortsætte rejserne til øen.

Bravo Tours har søndag omkring tyve gæster på Bali, som dog befinder sig langt væk fra det evakuerede område ved vulkanen.

Derfor er administrerende direktør hos Bravo Tours Peder Hornshøj heller ikke bekymret for gæsternes sikkerhed. Bureauet følger de lokale myndigheders vejledning tæt, oplyser han.

- De har udvidet evakueringsområdet en lille bitte smule, men det er stadig meget tæt på vulkanen, at man evakuerer. De anser det ikke som en stor risiko, at vulkanen virkelig skal gå i udbrud, siger han.

Det mest er flytrafikken, som kan risikere at blive påvirket, påpeger Peder Hornshøj og henviser til askeskyen fra en islandsk vulkan, der i 2010 lammede flytrafikken i Europa.

Men det er ingen katastrofe for Bravo Tours, hvis et lignende scenarie skulle udspille sig.

- Skulle der komme et udbrud, så er det ikke et større problem, end at vi bare må holde lidt igen med at sende gæster derned i en periode, for vores gæster er generelt ikke tæt på vulkanen, siger Peder Hornshøj.

Også hos Apollo Rejser tager man situationen med ro. De har lige nu kun to danske gæster på Bali, og de opholder sig langt væk fra området ved vulkanen.

Kommunikationschef hos Apollo Rejser Glenn Bisgaard fortæller, at situationen lige nu ikke udgør noget problem for deres rejser til øen. Ligesom Bravo Tours er de i dialog med de lokale myndigheder om, hvad der er sikkert at gøre i situationen.

- Hvis de anbefaler, at man ikke flyver, så flyver vi ikke. Det er i tæt samarbejde med vores lokale samarbejdspartnere og myndighederne, at vi finder frem til de bedste løsninger, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx