15/09-17 14:21

Spansk regering lukker pengekassen for catalonsk afstemningSpansk regering lukker pengekassen for catalonsk afstemning

Nye foranstaltninger skal sikre, at der ikke blive brugt en eneste euro til ulovlige handlinger.

storybild

Madrid. Spaniens regering har truffet forskellige foranstaltninger, som skal forhindre Catalonien i at bruge offentlige midler i forbindelse med en stærkt omstridt afstemning om løsrivelse 1. oktober.

- Regeringen har indskrænket de midler, som er til rådighed for Catalonien, siger budgetminister Cristobal Montoro til journalister efter det ugentlige regeringsmøde.

- Disse foranstaltninger skal sikre, at der ikke blive brugt en eneste euro til at finansiere ulovlige handlinger.

Den spanske statsanklager har også truet med at anholde borgmestre i Catalonien, hvis de støtter planerne om en folkeafstemning om selvstændighed til regionen.

Der skulle være tale om flere end 700 borgmestre, som politiet nu har åbnet en efterforskning af. De er ifølge nyhedsbureauet AFP blevet indkaldt til retsmøde i sagen.

Forfatningsdomstolen i Madrid har suspenderet den lov, der giver mulighed for den kontroversielle afstemning.

Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, er bestemt ikke tilfreds med udsigterne til den kommende afstemning.

Flere catalonske politikere har tidligere sagt, at de vil kæmpe for en afstemning, om det så koster en fængselsstraf.

Catalonien har længe haft en selvstændighedsbevægelse. Regionen med 7,5 millioner indbyggere er mere velhavende end det øvrige Spanien. Den har sit eget sprog og egen kultur.

I de senere år, hvor Spaniens økonomi har været i krise, har der været utilfredshed i Catalonien med, at regionen sender penge til andre dele af landet. Det har fyret op under debatten om selvstændighed.

Meningsmålingerne siger, at et flertal af indbyggerne i Catalonien ønsker en afstemning, der kan afgøre spørgsmålet om selvstændighed.

Men målingerne siger også, at et lille flertal vil forblive en del af Spanien.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx