16/09-13 12:19; Opdateret: 16/09-13 12:30

Nu er bjærgningen af Costa Concordia i gangNu er bjærgningen af Costa Concordia i gang

Vraget af luksusskibet Costa Concordia skal væk fra klipperne ved øen Giglio, hvor det mødte sit endeligt. En lang proces, der ender med skrotning, er begyndt.

Bildstrecke im Grossformat »

Mange ting kan gå galt, men Costa Concordia kan ikke blive ved med at ligge på klipperne og skænde naturen, true miljøet og være et synligt symbol på de skæbnesvangre begivenheder ved den italienske ø Giglio den 13. januar 2012.

Nu mere end 20 måneder efter katastrofen er første trin i bjærgningsoperationen af krydstogtskibet gået i gang.

- Vi er klar. Alle risici er identificeret, forklarede den sydafrikanske bjærgningsekspert Nick Sloane, som leder arbejdet, da han søndag holdt sin afsluttende pressekonference forud for operationen.

LÆS OGSÅ: Krydstogt-besætning kendt skyldig i uagtsomt manddrab

Imens var der gudstjeneste på Giglio, og her blev der bedt en særlig bøn for, at det vil gå godt.

Oprindeligt var det planen, at bjærgningspecialisterne skulle i gang mandag klokken 06.00, men på grund af vejrforhold blev starten nogle timer forsinket, forklarer Faranco Gabrieli, der overvåger bjærgningsarbejdet for rederiet Costa Crociere, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Bølgerne var natten til mandag større end ventet, så en flydespærring omkring bjærgningsstedet var ikke blevet lagt.

Morgenfærgen skulle derfor havde lov at sejle fra Giglio, inden zonen ved Costa Concordia blev lukket, lød forklaringen.

LÆS OGSÅ: Kujonen fra Costa Concordia for retten

Costa Concordia lagde sig ved forliset på siden på klipperne ved Giglios kyst, og i første omgang skal det tidligere luksusskib, der er 290,20 meter langt og vejer 114.000 ton, op på ret køl.

Det kan tage op til 12 timer, siger bjærgningsfolkene. Så går alt vel, er Costa Concordia lodret mandag aften.

Det betyder ikke, at skibet så flyder og skal repareres. Costa Concordia kommer aldrig til at sejle mere.

Bjærgningsarbejderne har ikke gennemført sådan en operation før, men håber, at de har gjort det rigtige.

De har sat store metalbeholdere på den synlige side af skibet. De fyldes med vand.

På klippeskranten under havets overflade er der lagt tonsvis af cementsække og bygget en platform. Den skal sikre, at skibet ikke synker eller skrider ned i dybet.

Der er lagt over 50 kæmpe kæder om skibet. De skal i et langt træk sikre, at Costa Concordia kommer op at stå.

På et tidspunkt i dette træk skal vægten af metalbeholderne med vand hjælpe med at tvinge skibet det sidste stykke.

Når det er sket, sættes store metalbeholdere på den side, der har været under vand, og vandet pumpes ud af beholderne på den anden side.

LÆS OGSÅ: Krydstogtskibe til Grønland kan være en dødsfælde

Nu skal luft i metalkasserne hjælpe med at holde skibet flydende.

BBC påpeger på sin netavis, at det hele må gennemføres med stor forsigtighed, idet skroget er skrøbeligt efter de mange måneder i vand.

Miljøorganisationer har også advaret om, at går noget galt, kan giftige materialer og stoffer fra vraget slippe ud i havet.

Selv om det hele forløber, som bjærgningsarbejderne og ingeniørerne håber og tror, så går der alligevel et stykke tid, før indbyggerne på Giglio slipper for synet af vraget ved deres ø.

AFP skriver, at Costa Concordia vil blive ved Giglio i mange måneder endnu, idet myndighederne vil vente med at bugsere skibet væk til foråret, når efterårs- og vinterstormene er blæst af.

Herefter skal Costa Concordia skrottes.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx