Af Ritzau - 12/05-17 02:32

Brasilien afblæser zika-krise efter stort fald i smittedeBrasilien afblæser zika-krise efter stort fald i smittede

Regeringen i Brasilien har erklæret, at zika-krisen, der tog sin officielle begyndelse i 2015, er overstået.

storybild

Sundhedspersonale i Miami forsøger at komme myg til livs ved hjælp af spray og udryddelse af myggereder (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Joe Raedle)

Torsdag har den brasilianske regering erklæret, at den nationale zika-krise er overstået.

Den frygtede zikavirus kom for alvor i fokus i 2015 i det sydamerikanske land. Senere vakte den stor global bekymring.

Men nu har Brasilien informeret Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om, at "faldet i antallet af smittetilfælde og mikrokefali over hele landet" er årsag til, at krisen er afblæst.

Det oplyser landets sundhedsministerium i en pressemeddelelse.

- Det her betyder ikke, at man ikke skal være på vagt og være parat til at yde assistance til andre, siger sundhedsminister Adeilson Cavalcante.

Ministeriet oplyser også, at der fra januar til april i år har været 7911 tilfælde af zika-smittede. Det er et fald på 95,3 procent siden den samme periode sidste år.

Dengang var der 170.535 tilfælde.

I november 2016 fjernede WHO sin egen nødstatus på zikavirusset. Det var på daværende tidspunkt betegnet som en global sundhedstrussel.

Frygten for zika toppede under OL i Brasilien.

Sundhedsmyndigheder har tidligere fastslået, at zikavirus spredes af myg og via seksuel kontakt.

Samtidig er det også fastslået, at virusset kan give fostre med mikrokefali.

Diagnosen betyder, at børn kommer til verden med unormalt små kranier og derfor udvikler hjerneskader.

Det var langt fra kun Brasilien, som blev ramt af zikavirusset.

I august 2016 frarådede Statens Serum Institut for eksempel danske kvinder, der enten var gravide eller havde planer om at blive det, at rejse til et område i Miami i Florida.

Her havde der nemlig været usædvanligt mange tilfælde af zika.

Den advarsel er dog blevet fjernet igen.

Også de britiske og norske sundhedsmyndigheder frarådede dengang gravide kvinder at rejse til Miami.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx