22/09-17 14:37; Opdateret: 22/09-17 15:25

Politi sigter teenager for drabsforsøg efter togbombe i LondonPoliti sigter teenager for drabsforsøg efter togbombe i London

Bomben i undergrundstoget i London i sidste uge kunne have forårsaget stor skade, siger politichef.

storybild

30 mennesker blev såret ved sidste uges bombeangreb mod et undergrundstog på stationen Parsons Green. Det kunne være gået langt værre, hvis bomben var eksploderet efter intentionen, siger Londons politichef. Reuters/Hannah Mckay

London. Britisk politi sigter en 18-årig mand for drabsforsøg i forbindelse med bombeangrebet i et undergrundstog på stationen Parsons Green i London for en uge siden.

Det oplyser politiet i den britiske hovedstad i en pressemeddelelse.

Tidligere fredag sagde Londons politichef på et pressemøde, at bomben - der kun eksploderede delvist - var fuld af sprængstof og metalstykker. Hvis den havde virket efter hensigten, kunne den have dræbt mange mennesker.

30 mennesker blev såret, da bomben gik af i en togvogn i myldretiden fredag morgen 15. september.

De fleste af de sårede blev forbrændt i eksplosionen, mens andre kom til skade under den panik, der efterfølgende opstod i toget og på stationen.

Mindre end et døgn efter bombeangrebet blev den 18-årige, der nu er sigtet for drabsforsøg, anholdt i havnebyen Dover tidligt lørdag morgen.

Den 18-årige er flygtning fra Irak, fortæller en lokal tjenestemand ifølge nyhedsbureauet AP. Han skulle været flygtet til England som 15-årig, hvor han var i pleje hos et ægtepar.

Politiet har i sagen blandt andet ransaget på tre adresser, herunder et hjem i en forstad, hvor et ægtepar har været plejeforældre for over 200 børn.

Foruden den 18-årige er tre andre unge mænd i alderen mellem 17 og 30 år fortsat i politiets varetægt. De mistænkes for terrorrelaterede forbrydelser.

To andre mænd på 48 og 21 år blev torsdag løsladt.

Den 18-årige mand fremstilles i retten fredag klokken 15 dansk tid, oplyser politiet.

Politiet betegner angrebet som terror. Det er dermed femte terrorangreb i Storbritannien på seks måneder.

Islamisk Stat (IS) var efter eksplosionen ude at tage skylden for det, men ifølge den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, er der dog ingen beviser på, at det skulle være rigtigt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx