12/09-17 00:07; Opdateret: 12/09-17 02:17

FN holder møde om den humanitære krise i Myanmar onsdagFN holder møde om den humanitære krise i Myanmar onsdag

Sverige og Storbritannien har bedt om et møde i FN's Sikkerhedsråd om den "forværrede situation" i Myanmar.

storybild

New York. FN's Sikkerhedsråd holder onsdag et hastemøde for at diskutere angrebene og volden i Myanmar, hvor 300.000 muslimer er drevet på flugt til nabolandet Bangladesh.

Det fortæller den britiske FN-ambassadør, Matthew Rycroft.

- Det er et tegn på den stigende bekymring blandt Sikkerhedsrådets medlemmer omkring situationen. Det bliver værre og værre for de mange rohingya-muslimer, som forsøger at flygte fra delstaten Rakhine, siger han.

Det er Storbritannien og Sverige, der har bedt om et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd for at drøfte den "forværrede situation" i Rakhine-provinsen.

Hundredtusindvis af rohingya-muslimer er de seneste uger flygtet fra provinsen til nabolandet Bangladesh efter angreb.

Den svensk-britiske anmodning kommer, efter at FN's menneskerettighedschef, Zeid Ra'ad al-Hussein, tidligere mandag anklagede Myanmar for "et systematisk angreb" mod den muslimske minoritet.

- Fordi Myanmar har nægtet at give menneskerettighedsefterforskere adgang, kan den nuværende situation endnu ikke vurderes fuldt ud.

- Men situationen lader til at være et skoleeksempel på etnisk udrensning, sagde han til FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder.

Rohingyaerne er et undertrykt mindretal i det overvejende buddhistiske land.

De betragtes trods flere generationer i Myanmar som illegale indvandrere og har ikke ret til at få statsborgerskab i landet.

Også Det Hvide Hus har fordømt angrebene og volden i Myanmar.

- USA er dybt bekymret for den igangværende krise i Burma (det tidligere navn for Myanmar, red.), sagde præsident Donald Trumps pressetalskvinde, Sarah Huckabee Sanders, mandag.

Myanmars de facto-leder, modtager af Nobels fredspris Aung San Suu Kyi, er blevet stærkt kritiseret internationalt for militærets hårde kurs over for rohingyaerne.

Siden 25. august er 313.000 flygtet fra Rakhine til Bangladesh.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx