Af Ritzau - 05/04-17 14:57

Berlusconi skal forsvare sig i bunga bunga-sag i juliBerlusconi skal forsvare sig i bunga bunga-sag i juli

Italiensk anklagemyndighed mener at have beviser for, at Berlusconi bestak vidner. Retssag indledes i juli.

storybild

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi skal for retten igen i juli i en sag om bestikkelse af vidner. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Filippo Monteforte)

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi skal for retten i juli, hvor han er anklaget for at have bestukket vidner til at ændre forklaring i den såkaldte bunga bunga-sag.

Bunga bunga er en henvisning til et lokale i en af Berlusconis villaer, hvor unge piger ifølge vidneudsagn dansede lapdance.

Ved en domstolshøring i Milano onsdag besluttede dommeren, at sagen skal lægges sammen med en anden retssag, der kører parallelt. Den er rettet mod de 22 unge kvinder og nære allierede, som Berlusconi er anklaget for at have bestukket.

Retssagen indledes 3. juli.

Berlusconi er beskyldt for i perioden 2011-2015 at have betalt over ti millioner euro (cirka 75 millioner kroner) i kontanter, gaver, biler og boliger til nogle af de gæster, han havde inviteret til sin villa nær Milano.

Til gengæld skulle de vidne til fordel for ham i en sag, der sluttede i 2015. Her blev Berlusconi frikendt for magtmisbrug og for at have haft sex med mindreårige.

Retssagen strakte sig i alt over fem år og endte med, at den nu 80-årige Berlusconi blev renset - overvejende på grund af mangel på beviser.

En af deltagerne i de såkaldte bunga bunga-festerne var natklubdanserinden Karima El Mahroug, der går under navnet Ruby Hjerteknuser.

Hun deltog som 17-årig i en fest i Berlusconi-villaen i 2010.

Den tidligere anklage mod Berlusconi gik på, at han havde betalt hende for sex. Det er ulovligt, fordi hun på det tidspunkt var under 18 år.

Under retssagen i 2015 afviste Karima El Mahroug, at hun havde haft sex med Berlusconi. Politiet havde ellers en aflyttet optagelse, hvor hun fortæller sine venner noget andet. Men det var bare løgn, forklarede hun dengang i retten.

Nu mener anklagemyndigheden i Milano imidlertid, at den har fundet nok beviser for, at Berlusconi i stor stil bestak vidnerne i bunga bunga-sagen.

Ifølge anklagerne gav Berlusconi Karima El Mahroug gaver og kontanter til en samlet værdi af syv millioner euro, omkring 52 millioner kroner. Andre vidner skal have fået værdier op til tre millioner euro for at holde tæt.

Hvis Berlusconi kendes skyldig ved retssagen i juli, er det tvivlsomt, om den 80-årige politiker vil blive sendt i fængsel. Italienske love betyder, at der formentlig vil blive taget hensyn til den tiltaltes høje alder, når straffen udmåles.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx