05/11-17 13:54; Opdateret: 05/11-17 15:54

Catalansk eksleder melder sig selv til belgisk politiCatalansk eksleder melder sig selv til belgisk politi

Senest mandag træffer belgisk dommer beslutning om Cataloniens ekspræsident, som Spanien vil have udleveret.

storybild

Carles Puigdemont og fire tidligere ministre forlod Catalonien, da den spanske premierminister, Mariano Rajoy, havde afsat den catalanske regionale regering. Her ses den fyrede selvstyrepræsident på vej for at give et interview i Bruxelles. Scanpix/Nicolas Maeterlinck/arkiv

Bruxelles. Den afsatte catalanske præsident, Carles Puigdemont, og fire af hans eksministre har meldt sig selv til politiet i Belgien.

Det siger en talsmand for anklagemyndigheden i Bruxelles til pressen.

- De blev tilbageholdt klokken 09.17 - altså i morges, sagde Gilles Dejemeppe.

- I eftermiddag vil de involverede personer blive afhørt af en undersøgelsesdommer, tilføjer han klokken 14 dansk tid.

Senest 24 timer senere, det vil sige klokken 09.17 mandag, skal dommeren træffe en beslutning om, hvad der videre skal ske.

En domstol i den spanske hovedstad, Madrid, udstedte fredag en europæisk arrestordre på Puigdemont og fire af hans eksministre.

Og den belgiske dommers beslutning mandag kan ifølge talsmanden Dejemeppe være alt fra "at nægte at eksekvere den europæiske arrestordre, anholde de involverede og sende dem i fængsel eller løslade dem".

Hvis dommeren beslutter at gå videre med sagen, skal en domstol i løbet af 15 dage tage stilling til Puigdemonts sag.

Samlet kan det tage 60 dage, før ekslederen bliver udleveret.

Den afsatte leder og de fire eksministre efterforskes af spanske myndigheder for oprør og undergravende virksomhed ved en forfatningsstridig folkeafstemning 1. oktober.

Den gjaldt regionen Cataloniens løsrivelse fra Spanien.

Puigdemont og de fire tidligere ministre forlod Catalonien, da den spanske premierminister, Mariano Rajoy, havde afsat den catalanske regionale regering.

Det kom, fordi det catalanske parlament en uge inden havde erklæret uafhængighed af Spanien.

Rajoy har udskrevet valg til et nyt parlament i Catalonien 21. december.

Puigdemonts parti, PDeCAT, oplyser søndag, at de vil opstille ham som kandidat til valget.

Ifølge en måling står de catalanske partier, som vil være uafhængige af Spanien, til at få flest stemmer i december.

Men det er ikke sikkert, at de får det flertal, der kræves for at genoplive kampen for løsrivelse, viste målingen.

Den var lavet af instituttet GAD3 mellem 30. oktober og 3. november hos 1233 adspurgte på vegne af avisen La Vanguardia.

En måling fra avisen La Razón, der er foretaget i samme periode blandt 1000 personer af NC Report, viser det samme billede.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx