Af - 26/09-13 13:35; Opdateret: 26/09-13 15:05

Mange slavearbejdere dør for at gøre Qatar VM-klarMange slavearbejdere dør for at gøre Qatar VM-klar

Forberedelserne til VM i Qatar i 2022 bliver gjort med hjælp fra nepalesiske immigranter, der arbejder så hårdt, at nogle af dem dør.

The Guardian har haft en udsending i Qatar, hvor han har gravet problematikken omkring de slavelignende forhold blandt nepalesiske immigranter frem.

Qatar skal være vært for verdens største sportsbegivenhed, VM i fodbold, i år 2022. Det kræver, at infrastrukturen er i top, at der er hoteller til alle turisterne, og at der ikke mindst er store stadions, hvor kampene kan afvikles. Og det kræver mange arbejdere.

Men selvom den gas- og olierige emirat, ifølge IMF, er verdens rigeste land, er det i høj grad nepalesiske immigranter, der tager arbejdshandskerne på. Og det er under så kummerlige forhold, at det kan betragtes som slavearbejde.

Ifølge The Guardian er det så alvorligt, at nepalesiske immigranter er døde i en rate af næsten én om dagen henover sommeren.

- Der er klare beviser på brug af systematisk brug af tvungen arbejdskraft i Qatar, siger Aidan McQuade, direktør for Anti-Slavery International, en organisation mod slavearbejde, til The Guardian. Han siger, at forholdene i Qatar er værre, end hvad man så i gamle dage.

- Der er ikke længere en risiko for, at Verdensmesterskaberne bliver bygget med tvungen arbejdskraft. Det sker allerede, siger han.

Slaveforhold
Avisen har fået fat i nogle dokumenter fra Nepals ambassade i Qatars hovedstad. De viser blandt andet, at 44 arbejdere mistede livet mellem 4. juni og 8. august - mere end halvdelen som følge af hjerteanfald eller arbejdsulykker. Men det er blot de værste eksempler.

Derudover er der fundet beviser på tvungen arbejdskraft. Der er eksempler på nepalesiske arbejdere, der får tilbageholdt deres løn, så de ikke skal stikke af. Der er arbejdere, der bliver nægtet adgang til rent drikkevand, og der er arbejdere, der får konfiskeret deres pas.

- Vi vil gerne væk, men firmaet vil ikke lade os gå, siger en af de mange nepalesiske arbejdere, der er i gang med at bygge byen Lusail City op fra bunden - et projekt til omkring 250 milliarder kroner, som skal spille en stor rolle til afholdelsen af VM.

- Vi arbejder på tomme maver i 24 timer; 12 timers arbejde og så ingen mad hele natten. Da jeg klagede, overfaldt min leder mig og smed mig ud af den arbejdslejr, jeg boede i, og nægtede at betale mig noget. Jeg måtte tigge mad fra andre arbejdere, siger en anden, 27-årige Ram Kumar Maharaen.

'Ikke vores skyld'
Lusail Real Estate Company, der står for bebyggelserne i den nye milliardby, tager umiddelbart ikke ansvaret for de kummerlige forhold, men de tager beskyldningerne meget seriøst, siger de.

- Lusail City vil ikke tolerere overtrædelser af arbejds- eller sikkerhedslove. The Guardian har belyst potentielt illegale aktiviteter udført af en af vores underentreprenører. Vi tager disse beskyldninger meget alvorligt, og har videregivet dem til de relevante myndigheder, lyder det fra selskabet.

Du kan se The Guardians video, der fortæller om den barske virkelighed for de nepalesiske arbejdere i Qatar, i toppen af artiklen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx