Af Ritzau - 14/04-17 15:33; Opdateret: 14/04-17 17:37

Irans præsident Rouhani genopstiller til valget i majIrans præsident Rouhani genopstiller til valget i maj

Præsident Rouhanis største succes er en aftale om landets atomvåbenprogram i 2015.

storybild

Irans præsident, Hassan Rouhani, har fredag meddelt, at han vil genopstille til præsidentvalget 19. maj. (Billede: Reuters/Handout)

Irans præsident, Hassan Rouhani, vil genopstille ved valget 19. maj.

Fredag har han officielt meldt sig ind i kampen om at genvinde posten, som også forgængeren Mahmoud Ahmadinejad går efter.

Rouhanis største succes er en aftale om landets atomprogram i 2015 efter to år som præsident.

Den betød blandt andet, at sanktionerne mod landet blev løftet.

- På alle tænkelige måder viser tal os, at der er mere plads til bevægelse og fremskridt efter atomaftalen, sagde Rouhani til journalister i sidste uge.

Rouhani, som vandt overbevisende i 20113, nyder stadig opbakning blandt moderate politikere. Men der er alligevel skuffelse blandt vælgerne på gaden.

Arbejdsløsheden er stagneret på 12 procent, og løftet om at frigive politiske fanger er ikke blevet indfriet.

Samtidig har USA's præsident, Donald Trump, truet med at droppe atomaftalen. Og det har fået mere konservative kritikere i Iran til at hævde, at Rouhani er blevet ført bag lyset af Vesten.

Dermed er der tvivl om, hvorvidt han vil få samme succes som ved det sidste valg.

Fredag svarer Rouhani igen:

- Bevarelsen af atomaftalen er et af de vigtigste politiske og økonomiske emner i den iranske nation. De stedmødre, der gentagne gange har forsøgt at dræbe denne baby, kan ikke være gode værger.

Onsdag kom en overraskelse ind i iransk politik. Det var her, Mahmoud Ahmadinejad meldte sig som kandidat også.

Ovenikøbet trods et råd fra Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, om ikke at stille op. Det er ayatollahen og ikke præsidenten, der er Irans øverste leder.

Et klarere billede af, hvem der i sidste ende skal kæmpe mod hinanden om præsidentmagten, kommer i næste uge.

Her meddeler Vogternes Råd, hvem af de knap 1000 kandidater der får lov til at stille op til valget.

Det vil dog være en overraskelse, hvis ikke Rouhani kommer gennem det magtfulde råds nåleøje.

Sådan lyder vurderingen fra Ardavan Amir-Aslani. Han er en fransk-iransk advokat, som rådgiver europæiske virksomheder om Iran.

- Han har i det mindste stabiliseret økonomien og skabt et bedre forhold for erhvervslivet. Men Rouhani har ikke haft succes med at få gang i udenlandske investeringer, siger Amir-Aslani.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx