16/11-17 10:33

The Sun: May vil tilbyde EU 20 milliarder pund ekstraThe Sun: May vil tilbyde EU 20 milliarder pund ekstra

Briterne er under pres for at få forhandlingerne ind i en ny fase om de fremtidige handelsbånd til EU.

storybild

Den britiske premierminister, Theresa May, er under pres for at få forhandlingerne med EU ind i en ny fase om de fremtidige handelsbånd. Scanpix/Toby Melville

London. Den britiske premierminister, Theresa May, forbereder et udspil om at tilbyde op til 20 milliarder pund (over 166 milliarder kroner) yderligere til EU som led i brexit-skilsmisseaftalen, skriver avisen The Sun torsdag.

Den britiske brexit-minister, David Davis, sagde ellers søndag, at Storbritannien ikke vil komme med et udspil i form af et beløb eller en opskrift for, hvad det mener, at det skylder EU.

Briterne er under pres for at få forhandlingerne ind i en ny fase om de fremtidige handelsbånd til EU.

EU's chefforhandler, Michel Barnier, sagde efter sjette forhandlingsrunde i sidste uge, at Storbritannien nu har to uger til at skabe klarhed over landets positioner på afgørende områder i forhandlingerne.

Ellers kan et EU27-topmøde i december ikke nå at give grønt lys for næste etape, der handler om fremtidens forhold.

EU27-landene vil have "tilstrækkelige fremskridt" på tre afgørende områder, før de vil gå videre til anden fase i exit-forhandlingerne.

Det handler om den økonomiske slutopgørelse. Om EU-borgernes fremtidige rettigheder i Storbritannien. Og om forholdene ved grænsen i Irland.

Forhandlingerne i den indledende fase om verdens femtestørste økonomis udmeldelse af EU startede i juni i Bruxelles.

Det næste EU-topmøde og næste mulighed for at konstatere tilstrækkelige fremskridt om exit-betingelserne er torsdag den 14. og fredag den 15. december.

EU ønsker at afslutte exit-forhandlingerne med Storbritannien i oktober næste år for at give tid til oversættelse til alle EU-sprog, nationale procedurer og vedtagelse i Europa-Parlamentet.

Fredag den 29. marts 2019 ved midnat forlader Storbritannien efter planen EU.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx