Af Ritzau - 04/04-17 18:13

FN advarer om desperat situation for syriske flygtningeFN advarer om desperat situation for syriske flygtninge

Stor konference i Bruxelles skal onsdag rejse penge til hjælp i syrisk krise, hvor behovene overgår midlerne.

storybild

FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, glæder sig over den hjælp, der foreløbig er lovet i den syriske krise. Men den simple sandhed er, at pengene ikke kan holde trit med behovene, siger han. (Billede: Scanpix/Alexander Nemenov)

Situationen for millioner af syrere både inde i Syrien og i nabolande i regionen er snart "desperat", og der er behov for flere penge til at hjælpe.

Det siger FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, tirsdag i forbindelse med starten på to dages donorkonference i Bruxelles om Syriens fremtid.

- Situationen er ved at være desperat, siger Grandi.

- Vi anerkender og bifalder de donationer, der er givet indtil nu. Men den simple sandhed er, at pengene ikke kan holde trit med behovene, siger han.

FN anslog i en appel i januar, at der er behov for 4,63 milliarder dollar (32,3 milliarder kroner) til at hjælpe flygtninge i det krigshærgede Syrien og i nabolande.

Det kommer oven i de 3,4 milliarder dollar (23,7 milliarder kroner), som der ifølge FN er behov for i humanitær bistand til mennesker i nød i selve Syrien.

EU og FN er medværter for to dages donorkonference, der kulminerer i Bruxelles onsdag med ministre fra over 70 lande i hele verden.

På en konference i London i februar sidste år lykkedes det at rejse et rekordhøjt beløb på 10 milliarder dollar (knap 70 milliarder kroner) til at hjælpe krigsramte syrere.

EU er den største donor i det internationale svar på den syriske krise.

Siden krigen startede for over seks år siden, har EU og medlemslandene tilsammen givet over 9,4 milliarder euro (cirka 70 milliarder kroner) til hjælp inde i Syrien og i nabolandene.

Krigen i Syrien har foreløbig kostet over 320.000 mennesker livet.

13,5 millioner syrere menes at have behov for humanitær hjælp inde i Syrien. Heraf er 6,3 millioner internt fordrevet, mens 1,5 millioner lever under belejring.

Desuden er der behov for humanitær bistand til yderligere fem millioner flygtede syrere, der nu opholder sig i nabolande og andre steder i regionen.

Forud for donorkonferencen i Bruxelles har Danmark foreløbig lovet at give 250 millioner kroner til humanitær indsats i Syrien og nabolandene.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx