05/10-17 13:08; Opdateret: 05/10-17 14:36

Brite kendt for \Brite kendt for "Resten af dagen" får Nobels litteraturpris

Årets nobelpristager i litteratur er den britiske forfatter Kazuo Ishiguro, der har japanske rødder.

storybild

Sara Danius fra Svenska Akademien annoncerede årets nobelpristager. Scanpix/Jonathan Nackstrand/arkiv

København. Den britiske forfatter Kazuo Ishiguro modtager Nobelprisen i litteratur 2017.

Det meddeler Svenska Akademiens Nobelkomité torsdag ved et pressemøde i Stockholm.

Komitéen begrunder valget med, at hans romaner udviser en særlig "følelsesmæssig kraft".

- Ishiguros tekster er kendetegnet ved en afmålt måde at udtrykke sig på, der er uafhængig af de begivenheder, der finder sted, skriver komitéen i sin begrundelse.

Forfatteren er født i Nagasaki i Japan i 1954, men han er vokset op i Storbritannien.

Valget af Ishiguro markerer en tilbagevenden til mere traditionel fiktion, efter Bob Dylan vandt prisen i 2016, og den undersøgende journalist fra Hviderusland Svetlana Alexievich vandt i 2015.

Ishiguro har blandt andet vundet Man Booker-prisen for bogen "Resten af dagen" fra 1989.

Romanen blev filmatiseret i 1993 med Anthony Hopkins og Emma Thompson i hovedrollerne.

Kazuo Ishiguro debuterede i 1982 og har ud over sine otte bøger også skrevet manuskripter til film og tv.

Ishiguro har en grad i engelsk og filosofi fra University of Kent og har senere læst på University of East Anglia.

Sara Danius fra Svenska Akademien annoncerede årets nobelpristager og beskriver ham som en "meget original forfatter, der har udviklet sin helt egen æstetik".

Hun forklarer, at hans skrivestil kan minde om en "blanding af Jane Austen og Franz Kafka".

Ifølge britiske BBC blev Kazuo Isgiguro "meget smigret" over prisen.

- Det er en storslået ære, hovedsageligt fordi det betyder, at jeg går i fodsporene på nogle af de største forfattere igennem tiden. Så det er en fantastisk ros, siger han.

Blandt favoritterne til årets litteraturpris var blandt andre japanske Haruki Murakami og kenyanske Ngugi wa Thiong’o, der de sidste mange år er blevet nævnt som mulige kandidater.

Endnu engang formåede Nobelkomitéen dog at overraske bookmakerne.

I år modtager vinderne af Nobelprisen ni millioner svenske kroner.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx