18/10-17 12:56; Opdateret: 18/10-17 13:55

'SKAM' vender tilbage i en amerikansk version'SKAM' vender tilbage i en amerikansk version

Den amerikanske udgave af "Skam" skal blandt andet sendes på Facebooks nye tv-tjeneste.

storybild

Skuespillerinden Iman Meskini, der spiller Sana i 'SKAM'. (Billede: NTB SCANPIX)

Cannes. Når Noora, Isak, Sana, Penetrator-Chris og alle de andre ”Skam”-karakterer på et tidspunkt toner frem i en amerikansk udgave, bliver det blandt andet på Facebooks nye videotjeneste, Facebook Watch.

Facebook har nemlig indgået en aftale om at vise den amerikanske genindspilning af den populære norske ungdomsserie.

Det skriver den norske public service-udbyder NRK.

Facebook Watch er en streamingtjeneste, der ventes at skulle konkurrere med tjenester som YouTube, HBO og Netflix ved at udbyde tv-indhold.

Dermed bliver den amerikanske udgave, som får navnet "Shame", en af de første originale serier, som Facebook skal tilbyde sit amerikanske publikum.

På forhånd var det kendt, at produktionsselskabet XIX Entertainment havde sikret sig rettighederne til den amerikanske udgave af "Skam". Men nu har selskabet altså indgået en produktionsaftale med Facebook.

Indspilningerne til "Shame" blev afsluttet i juni i år, og den amerikanske udgave vil blive sendt i løbet af 2018.

Nyheden blev annonceret onsdag ved tv-messen Mipcom i Cannes af Facebooks chef for kreativ strategi, Ricky Van Veen.

- Da jeg først hørte om "Skam", føltes det som om jeg så fremtidens måde at fortælle historier på, siger Van Veen i en pressemeddelelse.

I Norge vil NRK sende den amerikanske udgave af serien, oplyser den norske public service-udbyder.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx