07/08-17 16:21; Opdateret: 07/08-17 16:43

Japan holder evakueringsøvelser efter missiltestJapan holder evakueringsøvelser efter missiltest

Nordkorea har foretaget 14 prøveaffyringer af missiler i år. Derfor holder Japan nu evakueringsøvelser.

storybild

Japan afholder evakueringsøvelser i kølvandet på Nordkoreas missiltest. Scanpix/Str/arkiv

Tokyo. Japan afvikler mandag evakueringsøvelser for at forberede indbyggerne langs Japans nordvestlige kyst på, hvad de skal gøre i tilfælde af et nordkoreansk atomangreb.

I marts holdt Japan også evakueringsøvelser. Det er første gang i over 70 år, at Japan har afholdt sådanne øvelser, hvor man simulerer et atomangreb. Det skriver det britiske medie BBC.

Øvelserne finder sted, efter at Nordkorea har foretaget 14 prøveaffyringer af missiler i 2017.

Mange af missilerne er havnet i Det Japanske Hav. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at nogle missiler angiveligt er slået ned inden for Japans såkaldte eksklusive økonomiske zone.

Zonen strækker sig op til 320 kilometer fra Japans kyst.

Japans evakueringsøvelser er ikke de eneste konsekvenser af Nordkoreas test.

Lørdag vedtog FN's Sikkerhedsråd enstemmigt at skærpe sanktionerne mod Nordkorea. Det er en reaktion på landets to seneste prøveaffyringer af langtrækkende raketter.

Sanktionerne kan betyde, at Nordkoreas årlige eksportindtægter på tre milliarder dollar beskæres med op til en tredjedel.

Søndag blev det markeret, at det var 72 år siden, at USA sprængte en atombombe i den japanske by Hiroshima.

Både premierministeren og borgmesteren talte ved den årlige mindebegivenhed i Hiroshima Peace Memorial Park, hvor de gav udtryk for et ønske om en verden uden atomvåben.

Angrebet 6. august 1945 dræbte over 140.000 mennesker.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx