01/11-17 09:46

Syriens opposition afviser Ruslands idé om folkekongresSyriens opposition afviser Ruslands idé om folkekongres

En dialog med Syriens regering uden for Genève eller uden FN's deltagelse afvises af syriske oprørere.

storybild

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, viser vej for Syriens udenrigsminister, Walid al-Moualem, ved et møde i Sotji ved Sortehavet. Syriens opposition i SNC meddelte onsdag, at den ikke vil engagere sig i nogen dialog med Rusland og Syriens regering uden for Genève eller uden FN's deltagelse. Reuters/Maxim Shemetov

Istanbul. Syriens opposition vil ikke engagere sig i nogen dialog med Syriens regering uden for Genève eller uden FN's deltagelse, siger en talsmand.

Udtalelsen fra Syriens Nationale Koalition, SNC, er en reaktion på et udspil fra Rusland, der forbereder "en folkekongres" for alle Syriens etniske grupper ved Sortehavet i midten af november.

- Ruslands indkaldelse til en folkekongres for syrere i Sotji ved Sortehavet er et forsøg på en omgåelse af fredsprocessen i Genève og det internationale ønske om et politisk overgangsstyre i Syrien i henhold til resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, siger SNC, som har base i Tyrkiet.

Rusland arbejder på at få så mange grupper repræsenteret som muligt ved "den syriske folkekongres", som ifølge det russiske nyhedsbureau RIA er præsident Vladimir Putins idé.

Idéen blev første gang nævnt tidligere i denne måned af Putins talsmand, Dmitrij Peskov, i Moskva.

Putin nævnte samtidig også selv ideen om en folkekongres ved et stort møde med udenlandske akademikere.

Et højtstående medlem af det russiske parlament siger til nyhedsbureauet Reuters, at Moskva venter at have "tilintetgjort alle terrorister" i Syrien inden udgangen af året.

Parlamentarikeren siger, at et militært russisk kontingent vil forblive i Syrien.

Under tidligere forhandlingsrunder i Astana i Kasakhstan er der opnået enighed om at oprette fire demilitariserede zoner, hvor kampe nedtrappes og hvor nødhjælpsindsats optrappes.

Næste forhandlingsrunde i FN-regi skal ifølge planen indledes i Genève den 28. november. /ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx