Af Ritzau - 22/04-17 21:44

Tysk højreparti styrer mod højredrejning efter magtkampTysk højreparti styrer mod højredrejning efter magtkamp

Den dybe splittelse slog ud i lys lue på det tyske parti Alternative für Deutschlands landsmøde lørdag.

storybild

Partileder Frauke Petry taler ved Alternative für Deutschlands partikongres i Köln lørdag. hun har selv meddelt, at hun ikke stiller op som spidskandidat ved det kommende forbundsdagsvalg. (Billede: Scanpix/Ina Fassbender)

Tysklands indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) ser ud til at dreje yderligere mod højre.

Det sker, efter en af partiets ledere, Frauke Petry, led et nederlag på landsmødet i Köln lørdag, hvor de delegerede nægtede at diskutere hendes forslag om at gøre partiet mere pragmatisk.

Forsamlingen stemte imod overhovedet at diskutere hendes forslag om, at AfD skal afvise "racistiske, antisemitiske og nationalistiske ideologier".

Magtkampen mellem partiets yderfløj og de mere pragmatiske repræsentanter var tydelig under landsmødet lørdag.

Frauke Petry har for nylig udfordret partiets yderfløj ved at mene, at AfD skal indtage en mere pragmatisk position og være klar til at gå i koalition med andre partier efter delstatsvalg i 2021.

Det er nødvendigt for at appellere til flere vælgere, mener Petry.

Vælgeropbakningen til partiet er gået nedad i de seneste måneder og ligger nu lige under 10 procent. Meningsmålinger sidste år viste, at partiet kunne høste op mod 16 procent af stemmerne.

Opbakningen skyldtes især vælgernes utilfredshed med forbundskansler Angela Merkels flygtningepolitik.

En af Petrys mest fremtrædende politiske rivaler, Jörg Meuthen, fik i modsætning til partilederen bragende klapsalver, da han gik på talerstolen og kritiserede flygtningepolitikken.

- Når jeg går i gaderne i min hjemby, Essen, ser jeg næsten ikke tyskere længere, kun indvandrere. Vi vil ikke være en minoritet i vores eget land, selv om vi allerede er blevet det nogle steder, sagde han.

AfD er i dag valgt ind i 11 af Tysklands 16 delstatsparlamenter.

Meningsmålinger tyder på, at partiet for første gang vil komme over spærregrænsen på fem procent ved valget til Forbundsdagen i september.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx