Af Ritzau - 22/03-17 19:13

EU vil gøre regnskab op med briter før forhandling om fremtidEU vil gøre regnskab op med briter før forhandling om fremtid

EU advarer om alvorlige konsekvenser for alle, hvis det glipper med enighed med briter om skilsmisseaftale.

storybild

Der er ingen straf for at forlade EU. Men regnskabet skal gøres op, siger EU's brexit-forhandler, Michel Barnier. (Billede: Scanpix/John Thys)

Storbritannien må indgå en aftale om, hvad de skylder EU, før der kan indledes forhandlinger om ny handelsaftale, der skal gælde efter den britiske exit.

Det siger EU-Kommissionens brexit-forhandler, Michel Barnier, onsdag til Det Europæiske Regionsudvalgs plenarforsamling i Bruxelles.

- Når et land forlader unionen, er der ingen straf. Der er ingen pris at betale for at sige farvel, siger Barnier.

Men regnskabet skal gøres op, lyder det fra EU's brexit-forhandler.

- Hverken mere eller mindre. Vi vil ikke bede briterne om at betale en eneste euro for noget, de ikke er gået med til som medlem, siger han.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil formelt iværksætte exit-processen fra EU i henhold til EU-traktatens artikel 50 onsdag den 29. marts.

Det vil ske i et brev til EU, hvor hun dermed starter en nedtælling på to år til det britiske farvel til EU.

Derefter holder de 27 lande, der bliver i EU, topmøde lørdag den 29. april for at vedtage retningslinjer for forhandlingerne.

EU ventes ifølge Financial Times at præsentere Storbritannien for en regning på omkring 60 milliarder euro (450 milliarder kroner) for at slippe ud af sine forpligtelser til EU.

Men Michel Barnier nævner onsdag ikke noget beløb.

Storbritannien ønsker at forhandle om skilsmissevilkårene fra EU og om det fremtidige forhold samtidig.

Men EU's brexit-forhandler siger, at forhandlingerne om det fremtidige forhold ikke kan begynde, før skilsmissevilkårene er aftalt, og gælden er gjort op.

Usikkerhed over forholdene for de 4,5 millioner EU-borgere, der i dag bor i Storbritannien, skal også fjernes. Det samme gælder forholdene for briter i EU, mener Barnier.

- Jo hurtigere vi kan enes om principperne for et ordentligt farvel, jo hurtigere kan vi forberede det fremtidige forhold, siger han.

- Hvis vi omvendt ikke får løst disse usikkerheder og skubber dem til afslutningen på forhandlingerne, så har vi kurs mod fiasko.

EU ønsker ligesom Theresa May en ambitiøs frihandelsaftale med Storbritannien efter landets exit fra EU.

Sådan en aftale kan dog aldrig blive så god som det, der gælder i dag, lyder det fra Barnier.

EU ønsker at indgå en skilsmisseaftale med Storbritannien, og det vil få alvorlige konsekvenser for alle, hvis det glipper, advarer han.

Det vil blandt andet kunne forstyrre flytrafikken til og fra Storbritannien, skabe lange køer af lastbiler ved havnebyen Dover og føre til mangel på brændstof til de britiske atomkraftværker, frygter Barnier.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx