Af Ritzau - 06/03-17 17:38; Opdateret: 06/03-17 18:49

Trump har underskrevet nyt indrejseforbud mod seks landeTrump har underskrevet nyt indrejseforbud mod seks lande

Irak er strøget fra listen over de lande, hvis borgere ikke må rejse ind i USA i 90 dage.

storybild

USA''s præsident, Donald Trump, har underskrevet et nyt indrejseforbud. Arkivfoto. (Billede: Reuters/Jonathan Ernst)

USA's præsident, Donald Trump, har underskrevet en præsidentiel ordre om et nyt indrejseforbud, efter at det første blev suspenderet.

Forbuddet træder i kraft 16. marts, oplyser Det Hvide Hus.

Borgere fra seks lande vil herefter ikke kunne rejse ind i USA de næste 90 dage. Der er tale om Sudan, Somalia, Yemen, Syrien, Libyen og Iran.

Personer fra de seks lande med lovlig opholdstilladelse eller gældende visum vil dog få lov at rejse ind i landet.

Formålet med forbuddet er ifølge den amerikanske tv-station NBC News blandt andet at nedbringe antallet af flygtninge.

Derfor indeholder det nye dekret ligeledes et indrejseforbud rettet mod samtlige flygtninge i 120 dage.

- USA har lov til at kontrollere, hvem der kommer ind i vores land, og holde dem ude, som vil skade os, siger justitsminister Jeff Sessions på en pressekonference ifølge NBC News.

Ifølge udenrigsminister Rex Tillerson handler forbuddet om at beskytte USA.

- Mens truslerne mod vores sikkerhed fortsætter med at udvikle og forandre sig, er det sund fornuft, at vi fortsætter med at evaluere og tage systemerne, som gerne skulle beskytte vores land, op til fornyet overvejelse, siger han på pressekonferencen.

Det første forbud ramte også borgere fra Irak, men landets borgere er ikke omfattet af det nye.

USA har ganske vist soldater udstationeret i Irak, hvor amerikanerne rådgiver og leder en offensiv mod Islamisk Stat (IS).

Beslutningen om at strege Irak fra listen skyldes imidlertid, at Irak har øget sikkerheden med flere tiltag.

For over en måned siden præsenterede Trump første gang en præsidentiel ordre, der skulle forhindre statsborgere fra syv lande i at rejse ind i USA.

Ordren blev dog bremset af amerikanske dommere.

Hverken befolkningen eller de myndigheder, der skulle håndhæve de nye regler, blev varslet om dekretet.

Forbuddet udløste store protester både i USA og flere andre steder i verden og førte til kaos i flere amerikanske lufthavne, hvor statsborgere fra de syv lande måtte tilbageholdes og i flere tilfælde sendes retur.

Også i Danmark var der forvirring, fordi den første melding var, at forbuddet ville ramme herboende personer med statsborgerskab i et af de syv lande.

Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), kaldte dengang forbuddet for uklogt.

Han vurderer dog ikke, at Danmark skal involveres i det nye forbud.

- Det virker jo som om, at der blev taget hånd om det sidst. Der blev fundet nogle løsninger.

- Det håber jeg også vil være tilfældet nu, og at man er bevidst om at få det strikket sammen på en anden måde, siger han fra udenrigsministermøde i Bruxelles.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx