Af Ritzau - 29/01-17 20:48; Opdateret: 29/01-17 22:07

Iransk instruktør dropper Oscar-show efter Trumps indrejseforbudIransk instruktør dropper Oscar-show efter Trumps indrejseforbud

Den iranske filminstruktør Asghar Farhadi, der er nomineret til en Oscar, er ramt af Trumps indrejseforbud.

storybild

Den iranske filminstruktør Asghar Farhadi deltager ikke Oscar-uddelingen på grund af Trumps indrejseforbud. Her ses han til filmfestivalen i Cannes sidste år, hvor han vandt prisen for bedste manuskript for sin film "The Salesman". (Billede: Scanpix/Valery Hache)

Den prisvindende og iranske filminstruktør Asghar Farhadi kommer ikke til at deltage i Oscar-uddelingen næste måned, selv om han er nomineret til en Oscar. Det siger instruktøren søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Farhadi er ramt af, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har indført et midlertidigt indrejseforbud for borgere fra syv lande heriblandt Iran.

Den iranske instruktør havde oprindeligt planlagt at deltage i Oscar-uddelingen i Los Angeles, men har set sig nødsaget til at skifte mening.

- Jeg har ikke en intention om ikke at deltage, ligesom jeg ikke i protest vil boykotte uddelingen, fordi jeg ved, at mange i den amerikanske filmindustri og i the Academy of Motion Picture Arts and Sciences er imod fanatisme og ekstremisme.

- Det ser dog ud til nu, at muligheden for at være til stede er ledsaget af måske'er og men'er, og det er på ingen måde acceptabelt for mig, selv hvis der skulle blive gjort undtagelser for min rejse, siger han blandt andet i en udtalelse.

Farhadi vandt i 2012 en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film for filmen "A Separation". Han er i år nomineret i samme kategori denne gang for filmen "The Salesman".

Filmens kvindelige hovedrolleindehaver, Taraneh Alidoosti, har meldt ud, at hun boykotter Oscar-uddelingen på grund af Trumps "racistiske" indrejseforbud.

Det var fredag, at Trump underskrev et dekret, der blandt andet ifølge præsidenten skulle holde "radikale, islamistiske terrorister" ude af landet.

I 90 dage vil der ikke blive udstedt nye indrejsetilladelser til borgere fra de overvejende muslimske lande, der ud over Iran tæller Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

Dekretet begrænser også tilgangen af flygtninge. Beslutningen er en del af en række stramninger i USA's udlændingepolitik.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx