02/11-17 08:37; Opdateret: 02/11-17 09:15

Hver femte studerende drømmer om et kalifat i IndonesienHver femte studerende drømmer om et kalifat i Indonesien

I Indonesien svarer 18 procent af 4200 studerende fra gymnasier og universiteter, at islamisk styre er bedst.

storybild

Knap hver femte studerende drømmer om et islamisk kalifat i Indonesien, hvor præsident Joko Widodo er muslim, men med en mere sekulær indstilling til livet. Reuters/Antara Foto

Jakarta. Knap hver femte studerende drømmer om et islamisk kalifat i Indonesien, som er det land i verden med den største muslimske befolkning.

Det viser en undersøgelse fra instituttet Alvara ifølge avisen The Jakarta Post.

Det østasiatiske land, hvor der bor over 250 millioner indbyggere, har i dag et sekulært styre. Men en del unge ønsker det ændret.

Deltagerne i målingen er 1800 studerende fra 25 førende universiteter og 2400 studerende fra gymnasier på blandt andet øen Java.

18 procent svarede ja, da de blev spurgt, om de opfatter et islamisk kalifat som en ideel styreform i Indonesien.

Blandt de universitetsstuderende er der marginalt færre, som ønsker et kalifat, end blandt gymnasieeleverne. Omkring 0,5 procent færre.

23 procent af de unge er i forskellig grad parat til at udkæmpe jihad for at nå målet om et kalifat, svarer de.

- Det viser, at intolerant undervisning allerede er en realitet på universiteter og på gymnasier, skriver instituttet Alvara ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de unge svarer 29 procent, at de ikke vil støtte en politisk leder, hvis denne er ikkemuslim. Det skriver Jakarta Post om undersøgelsen.

Indonesiens præsident, Joko Widodo, er muslim. Men hans indstilling er i vid udstrækning sekulær, skriver The Economist i et portræt.

Den tidligere Jakarta-guvernør er glad for musik, hvilket han demonstrerede, da han før præsidenttiden lod sig filme med en bas fra rockbandet Metallica.

Instrumentet blev dog senere konfiskeret af regeringen, under påstand om at der var tale om bestikkelse.

Widodo har afsløret, at han er glad for hårdtslående bands som Napalm Death, Led Zeppelin og Metallica.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx