Af Ritzau - 13/04-17 11:01

Udløbsdato for stof i dødssprøjte fremskynder henrettelserUdløbsdato for stof i dødssprøjte fremskynder henrettelser

Amnesty fordømmer, at fanger i USA står til at henrettes med det samme, fordi et stof i dødssprøjter udløber.

storybild

Dødssprøjter står til at udløbe. Derfor vil delstaten Arkansas nu gennemføre syv henrettelser. Men ikke hvis det står til Amnesty International. Arkivfoto. (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Syv henrettelser på 11 dage.

Den amerikanske delstat Arkansas får travlt, når syv fangers dødsdomme fra næste uge skal føres ud i livet.

Arkansas vil nemlig gennemføre henrettelserne, før et svært tilgængeligt stof i dødssprøjterne udløber ved udgangen af april.

Men står det til menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, går det ikke sådan.

Alle sejl bliver nu sat ind for at påvirke delstaten til at ændre sine planer, fortæller Ole Hoff-Lund, der er talsmand for Amnesty Internationals danske afdeling.

- Vi har internationalt set aktiveret vores netværk. Guvernøren i Arkansas bliver i øjeblikket bombarderet med telefonopkald, e-mails og henvendelser for at standse henrettelserne.

- Det er meget vigtigt, at så mange kræfter som muligt stiller sig op og protesterer mod det, der skal til at ske, siger Ole Hoff-Lund til Ritzau.

Arkansas' planer har chokeret organisationen. Også i den amerikanske del af Amnesty International, hvor Erika Guevara Rosas er direktør.

- Det tætte program for de her henrettelser er uden fortilfælde i moderne amerikansk historie, siger Erika Guevara Rosas i en pressemeddelelse.

Den samme melding kommer fra Ole Hoff-Lund. Han mener, at Arkansas bevæger sig "i den helt forkerte retning".

- Det er fuldstændig vanvittigt, at staten vil fremskynde henrettelser af syv mennesker på 11 dage ud fra nogle udløbsdatoer på nogle medikamenter, siger han.

Det er ikke kun fra Amnestys side, at der lægges pres på Arkansas. EU opfordrede onsdag den amerikanske delstat til at droppe henrettelserne.

Så sent som natten til mandag dansk tid udkom en Amnesty-rapport om dødsstraf i 2016. Den viste, at antallet af registrerede henrettelser var faldet på verdensplan.

Samtidig var USA ikke blandt de fem lande, der henrettede flest mennesker. Det var første gang siden 2006.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx