02/11-17 12:19; Opdateret: 02/11-17 12:47

May vælger forsvarsminister med fetich for fugleedderkopperMay vælger forsvarsminister med fetich for fugleedderkopper

Mays udnævnelse af Gavin Williamson som britisk forsvarsminister har fået dronningens accept.

storybild

Gavin Williamson, der har været politisk indpisker i Det Konservative Parti, er udnævnt til forsvarsminister i Storbritannien. Scanpix/Daniel Leal-olivas

London. Gavin Williamson, som har været indpisker i Det Konservative Parti, er udnævnt til forsvarsminister i Storbritannien.

- Dronningen er tilfreds med udnævnelsen af ærede Gavin Williamson til minister for forsvaret, siger en talsmand for premierminister Theresa May ifølge BBC.

Han afløser Michael Fallon, som onsdag gik af efter at have indrømmet en krænkende episode mod en kvinde i 2002.

Williamson blev valgt til parlamentet i 2010. Han er i offentligheden nok bedst kendt for at insistere på retten til at have en levende fugleedderkop på sit skrivebord i Westminster.

Politikeren blev bedt om at fjerne edderkoppen, som var i et terrarium. Men ifølge The Guardian nægtede han i november sidste år at fjerne det behårede rovdyr.

Som indpisker i Det Konservative Parti har Williamson haft den vanskelige rolle med at skabe disciplin, efter at afstemningen om brexit har skabt splittelser.

Som afløser for Williamson er Julian Smith blevet ny indpisker.

Michael Fallon meldte sit ønske om at fratræde onsdag.

I en afskedsbegæring skrev han, at hans opførsel ikke har levet op til den høje standard, der kræves, når man er minister for forsvaret.

- Der er i de seneste dage dukket en række anklager frem mod parlamentsmedlemmer - herunder om min tidligere opførsel. Meget af det har været falsk, skrev Fallon.

Ikke desto mindre har Fallon indrømmet, at han under en middag for 15 år siden havde lagt sin hånd på en kvindelig journalists knæ.

Journalisten skrev forleden på Twitter, at hun anså sagen for at være afsluttet. Hun har erklæret sig chokeret over, at den gamle episode har medført hans afgang.

Premierminister Theresa May sagde onsdag, at der bliver grebet ind over for personer, hvor der er påstande og beviser for upassende opførsel.

Efter Fallons afskedsbegæring har May ifølge avisen The Independent sagt, at hun sætter pris på det eksempel, som Fallon har sat.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx