31/10-17 10:21

Eks-assistent fra Trumps stab kan belaste præsidentenEks-assistent fra Trumps stab kan belaste præsidenten

Sag omkring George Papadopoulos synes at være tæt på de centrale spørgsmål i Robert Muellers efterforskning.

storybild

George Papadopoulos, udenrigspolitisk rådgiver for Trump-kampagnen, erkendte sig 5. oktober skyldig i at have forsøgt at skjule sin kontakt med en professor, der havde forbindelse til Moskva. Reuters/Handout

Washington. En mand, der arbejdede som frivillig assistent i Donald Trumps valgkampagne sidste år, er kommet i søgelyset i de igangværende undersøgelser af Ruslands indblanding i USA's præsidentvalg.

George Papadopoulos, udenrigspolitisk rådgiver for Trump-kampagnen, erkendte sig 5. oktober skyldig i at have forsøgt at skjule sin kontakt med en professor, der havde forbindelse til Moskva.

Professoren skal have tilbudt "snavs" om Trumps demokratiske rival i valgkampen, Hillary Clinton.

- Russerne har nogle af Clintons e-mails, skal den unavngivne professor have sagt til Papadopoulos ved et morgenmadsmøde på et hotel i London i april.

Dagen efter skal Papadopoulos have sendt en e-mail til en af rådgiverne i Trumps kampagnestab med ordlyden:

- Jeg er i besiddelse af nogle vigtige meddelelser fra Moskva om en rejse, når tidspunktet er rigtigt.

Papadopoulos' indrømmelse, og muligheden for at han samarbejder med Robert Muellers særlige hold af efterforskere, der består af flere tidligere agenter fra FBI, har givet sagen og undersøgelserne en uventet drejning.

Separate anklager, som er rejst af Mueller mod Trumps tidligere nære medarbejder Paul Manafort og Manaforts tidligere partner Rick Gates, synes ikke at være direkte relateret til deres arbejde for præsidenten.

Manafort, som er Trumps tidligere kampagnechef, har tidligere været i offentlighedens søgelys i forbindelse med anklagerne, da han i årevis arbejdede for Ukraines tidligere Moskva-tro præsident Viktor Janukovitj.

Både Manafort og Gates har efter anmodning fra FBI meldt sig selv, og mandag aften dansk tid satte en dommer dem begge i husarrest.

Men sagen omkring Papadopoulos synes at være tæt på de centrale spørgsmål i Muellers efterforskning: Forsøgte Rusland at påvirke præsidentvalget? Havde Trumps stab kendskab til det?

Papadopoulos blev anholdt i juli og er blevet afhørt gentagne gange af myndighederne. Han har fået ordre til ikke at tage kontakt til personer fra Trumps stab, efter at han erkendte sig skyldig i at have forsøgt at skjule sin kontakt med den unavngivne professor.

Ifølge tilgængelige dokumenter fra undersøgelserne har en FBI-agent, der arbejder for Mueller, meget ligefremt givet udtryk for, at andre personer fra Trumps stab snart kan afhøres.

Papadopoulos' advokat, Thomas M. Breen, siger, at hans klient ser frem til at fortælle alle detaljer i retten på et tidspunkt.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx