Af Ritzau - 15/05-17 20:38; Opdateret: 15/05-17 22:06

Samuelsen: Dansk bistand skal skabe flere job i AfrikaSamuelsen: Dansk bistand skal skabe flere job i Afrika

Det er ikke sikkert, at vi bruger vores udviklingspenge rigtigt i dag, siger Anders Samuelsen.

storybild

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) overvejer at omlægge dansk udviklingsbistand, så der i fremtiden bliver lagt mere vægt på støtte til iværksættere. (Billede: Scanpix/Emil Hougaard)

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) overvejer at omlægge dansk udviklingsbistand, så der i fremtiden bliver lagt mere vægt på støtte til iværksættere.

Det siger han efter et udenrigsministermøde i Bruxelles. Her har EU-landene brugt en stor del af tiden på at forberede et topmøde med Afrika i november.

Samtidig har seks unge afrikanere på dansk initiativ været i Bruxelles for at komme med forslag til, hvordan EU bedst kan give unge i Afrika håb for deres fremtid.

- Det, jeg vil bringe videre, er et budskab om, at det ikke er sikkert, at vi bruger vores udviklingspenge rigtigt i dag, siger Samuelsen.

- Mange af pengene går til institutioner og traditionelle udviklingsprojekter frem for der, hvor de måske kunne gøre en større forskel, siger han.

Samuelsen vil derfor undersøge, om de danske penge kan blive en større hjælp for afrikanske iværksættere, så der kan skabes flere job.

- Jeg tror på, at de har en pointe, siger den danske udenrigsminister efter mødet med de unge afrikanere.

Topmødet mellem EU og Afrika, der holdes i Elfenbenskysten til november, vil blandt andet have fokus på at tilbyde muligheder for de unge for at bremse migration og radikalisering.

Afrikas befolkning bliver fordoblet frem mod 2050, og over halvdelen af alle afrikanere er i dag under 25 år.

Det skaber frygt i Europa for, at mange flere unge afrikanere i de kommende år vil søge lykken som økonomiske migranter i Europa.

- Vi kan ikke hjælpe alle afrikanere i Europa, siger Anders Samuelsen.

- Vi skal give dem et perspektiv der, hvor de kommer fra, siger han.

Sådan et perspektiv ønsker 27-årige Ibrahim Ceesay fra Gambia også.

Han er leder af African Youth Panel i det lille vestafrikanske land, hvorfra mange unge er rejst væk i håb om et bedre liv.

Så mange, at migranter typisk sender langt flere penge tilbage til de afrikanske lande, end de modtager i udviklingshjælp.

- Pengeoverførsler er en kortsigtet løsning. Vi har brug for langsigtede løsninger på vores udfordringer i Afrika, siger Ibrahim Ceesay.

Han vil have EU og Afrika til at gå sammen om at skabe en ungdomsfond, der skal støtte unge iværksættere.

Samtidig skal flere unge have tilbud om bedre uddannelser. Ikke kun på universiteter, men også tekniske og faglige uddannelser.

Desuden skal flere unge have adgang til politiske beslutningsproces og plads til at udvikle kritiske og kreative forslag, mener han.

De seks unge afrikanere har mandag sammen med to unge europæere siddet i EU-hovedkvarteret i Bruxelles og arbejdet på deres forslag til en bedre fremtid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx