Af Ritzau - 25/01-17 12:44

EU-Parlamentet råber vagt i gevær for kaniners velfærdEU-Parlamentet råber vagt i gevær for kaniners velfærd

Køer, svin og kyllinger har basale EU-rettigheder for dyrevelfærd, mens slagtekaninerne er blevet overset.

storybild

I de sydeuropæiske lande kan de godt lide at spise kanin, men kaninerne er ikke sikret nogle EU-minimumsrettigheder for dyrevelfærd. (Billede: Scanpix/Johan Gadegaard)

I Italien, Spanien og Frankrig kan de godt lide at spise kaniner. Men kaninerne nyder ikke de samme basale velfærdsrettigheder som for eksempel køer, kyllinger og svin.

- Vi plejer at sige om mennesker, at der skal være lighed for loven - det skal der vel egentlig også være for dyr, siger Jens Rohde, der er medlem af EU-Parlamentet for De Radikale.

Derfor stemmer EU-Parlamentets landbrugsudvalg onsdag om en anbefaling, der vil opfordre EU-Kommissionen til at undersøge, om der skal udarbejdes lovgivning på området.

Kaniner bliver ikke så tit serveret på tallerknerne i de danske hjem. Men det gør de til gengæld i de franske, spanske og italienske hjem.

Faktisk i så høj grad, at kaninen ifølge tal fra EU-Parlamentet er den næstmest avlede dyreart i EU målt i antal.

340 millioner kaniner slagtes hvert år for deres kød. Mere end tre fjerdedele af al kaninavl i EU finder sted i Italien, Spanien og Frankrig.

Når kaninen indtil videre ikke er blevet sikret under nogle EU-rettigheder, skyldes det netop, at det primært er de tre førnævnte lande, der står for produktionen, siger Jens Rohde.

- Det kan virke lidt overdrevet, når der nu ikke er nogen produktion andre steder end de tre lande, siger han.

Han har tænkt sig at stemme ja til anbefalingen, fordi han i princippet synes, at kaniner skal have samme rettigheder som de andre slagtedyr.

- Det er absurd at sige, at man skal have dyrevelfærd for svin, men ikke for kaniner, siger han.

Men han mener ikke, at EU-Kommissionen skal lave lovgivning på området. Der skal i stedet udarbejdes nogle fælles, internationale standarder.

Ifølge EU-Parlamentets rapport holdes flertallet af EU's kaniner i bare miljøer uden underlag og i store skure, som hver kan indeholde 500-1000 avlskaniner og 10.000-20.000 kaninunger.

Der gælder EU-minimumsstandarder for svineavl, kalveavl, liggehøns og slagtekyllinger såvel som et overordnet rådsdirektiv om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrug.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx