Af Ritzau - 05/05-17 08:16; Opdateret: 05/05-17 08:59

Tidlige tal fra britiske valg tyder på konservative sejreTidlige tal fra britiske valg tyder på konservative sejre

Første resultater fra lokalvalg tikker ind. Vælgerne ser ud til at heppe på konservative og vende Ukip ryggen.

storybild

Den britiske premierminister, Theresa May, har været ude at føre valgkamp flere steder i forbindelse med lokalvalget torsdag. Indtil videre ser hun og Det Konservative Parti ud til at få et godt valg. (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Peter Nicholls)

Det Konservative Parti i Storbritannien har taget en tidlig føring ved en række lokalvalg.

Resultaterne fra flere valgsteder er fredag morgen begyndt at tikke ind efter torsdagens afstemning. Det tyder ifølge BBC på, at premierminister Theresa Mays parti får et godt resultat.

I ni byråd har konservative politikere sat sig på magten, mens Labour har mistet grebet om to.

De fleste valgsteder vil først begynde at tælle stemmer op i løbet af fredag morgen. Derfor er det endnu for tidligt at sige noget overordnet om valgets resultat.

Dog bider flere britiske medier mærke i, at det indvandrer- og EU-kritiske parti Ukip endnu ikke har fået en eneste plads i et kommunalt byråd.

En prognose fra BBC lyder, at Ukip kan få helt ned til tre procent af stemmerne. For fire år siden, da lokalvalgene i England fandt sted, trak Ukip omkring 22 procent i land.

- Vi vidste, at det ville blive et vanskeligt valg, siger Lisa Duffy, der er byrådsmedlem for Ukip og tidligere har været nævnt som en mulig kandidat til posten som partiets formand, til BBC.

Der er i alt 4851 pladser på spil. De fordeler sig over 88 lokale byråd.

Klokken 7 lokal tid var der løbet resultater ind fra 20 kommunalvalg. De konservative har her fået fat i 523 pladser. Det er en fremgang på 138 pladser, skriver BBC.

Tal fra The Guardian peger på 441 konservative sæder og en fremgang på 113.

Labour har ifølge BBC skrabet 349 pladser sammen, et tab på 121 sæder. Igen ligger The Guardian en smule lavere med i alt 308 pladser og et tab på 58.

Til gengæld lægger The Guardian vægt på, at Labour har holdt fast i Cardiff og Swansea, der begge anses for vigtige for partiet.

De liberale demokrater er indtil videre gået 24 pladser tilbage til 132 tidligt fredag morgen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx