Af Ritzau - 01/07-17 09:35; Opdateret: 01/07-17 10:37

Helmut Kohl mindes ved europæisk ceremoniHelmut Kohl mindes ved europæisk ceremoni

Forbundskansler Angela Merkel taler ved højtidelighed for Kohl. Det samme gælder Frankrigs Emmanuel Macron.

storybild

Et portræt den tyske genforeningskansler Helmut Kohl sættes på plads af embedsmænd forud for lørdagens mindeceremoni i Strasbourg. Kohl, der døde i sidste uge 87 år, blev som forbundskansler kendt som Tysklands forener. Men flere dybe stridigheder har præget optakten til ceremonien i Strasbourg. (Billede: Scanpix/Patrick Hertzog/arkiv)

Tysklands tidligere forbundskansler Helmut Kohls minde bliver lørdag hædret ved en stor ceremoni Strasbourg i Frankrig.

Det er på begæring af hans enke, at der ikke bliver nogen statsbegravelse i Tyskland for "genforeningskansleren".

Efter ceremonien i Strasbourg bliver Kohls kiste fløjet med helikopter til Tyskland. Her holdes der en begravelsesgudstjeneste i byen Speyer i den sydvestlige del af landet.

Ved højtideligheden i Strasbourg deltager blandt andre forbundskansler Angela Merkel, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, USA's tidligere præsident Bill Clinton, Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, Storbritanniens premierminister, Theresa May og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Fra Danmark deltager minister for nordisk samarbejde, Karen Ellemann (V), oplyser Udenrigsministeriet.

Helmut Kohl, der døde i sidste uge 87 år gammel, blev som forbundskansler kendt som Tysklands forener. Men flere dybe stridigheder har præget optakten til ceremonien i Strasbourg.

En langvarig strid mellem Kohls anden kone, Maike Kohl-Richter, og hans to voksne sønner, er for alvor blusset op efter ekskanslerens død. Et lavpunkt blev nået, da Kohl-Richter onsdag nægtede den ene af Kohls sønner at besøge sit barndomshjem i Ludwigshafen.

Han var kommet sammen med to af sine børn for at vise sin deltagelse. Men efter at have banket flere gange på døren, uden at nogen svarede, dukkede en betjent op og meddelte, at de var uønsket og skulle fjerne sig fra stedet.

Begge parter har siden haft giftige kommentarer om hinanden.

Ugemagasinet Der Spiegel skriver, at Kohls enke, der var 34 år yngre end sin mand, havde planer om at forhindre forbundskansler Angela Merkel i at tale ved EU-højtideligheden for Kohl i Strasbourg.

Kohl, der i 1990'erne var Merkels mentor, følte sig tilsyneladende forrådt af hende, da hun i 1999 undsagde ham efter en skandale i det konservative CDU omkring partistøtte.

Men det står fast, at Merkel taler ved højtideligheden. Det samme gør Frankrigs præsident og Bill Clinton.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx