Af Ritzau - 16/06-17 02:19

Flere europæere ser positivt på EU et år efter brexitFlere europæere ser positivt på EU et år efter brexit

Unionen har et år efter brexit fået genrejsning i europæernes opbakning til den, viser ny stor undersøgelse.

storybild

Et voksende positivt syn på EU blandt europæere kommer, i takt med at Europa oplever økonomisk fremgang og faldende arbejdsløshed, konkluderer en ny stor rapport (arkivfoto). (Billede: Reuters/Francois Lenoir)

Et år efter folkeafstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU er europæernes opbakning til unionen steget kraftigt i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Det viser en omfattende undersøgelse fra det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center.

Mange europæere mener dog fortsat, at deres egne regeringer - og ikke EU - bør have det sidste ord, når det kommer til handel og indvandring.

Undersøgelsen viser, at flertallet i ni ud af ti medlemslande nu har et positivt syn på den 28 lande store økonomiske og politiske blok.

Ifølge analyseinstituttet er opsvinget det seneste skift i en cyklus, der er gået op og ned i løbet af det seneste årti.

Det voksende positive syn på EU kommer, i takt med at Europa oplever økonomisk fremgang og faldende arbejdsløshed.

Resultaterne viser en opbakning til unionen på 74 procent i Polen, 68 procent i Tyskland, 67 procent i Ungarn og 65 procent i Sverige.

I forhold til samme tidspunkt sidste år er det en stigning på 18 procentpoint i Tyskland, 15 procentpoint i Spanien, 13 procentpoint i Holland og ti procentpoint i Storbritannien.

Den gennemsnitlige opbakning til Den Europæiske Union blandt medlemslandene er 63 procent, mens 34 procent ikke støtter den. Sidste år lød tallene på 51 procent for unionen og 47 procent imod.

Den eneste afviger er Grækenland, som har været underlagt en skrap sparepolitik af EU. Således bakker kun 33 procent af grækerne op om det europæiske fællesskab.

Adspurgt om de ønsker at forlade unionen, er det dog kun 35 procent, der svarer ja. 54 procent af grækerne vil fortsat hellere blive.

De specifikke tal for Danmark er ikke nævnt i rapporten fra Pew Research Center.

I juni sidste år stemte 52 procent af briterne for at forlade EU, mens 48 procent ønskede at blive.

På mandag indleder Storbritannien og EU officielt forhandlingerne om briternes farvel til EU.

Undersøgelsen fra Pew Research Center er baseret på svar fra 9935 personer i Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Holland, Polen, Spanien, Sverige og Storbritannien.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx