Af Ritzau - 06/06-17 03:02

Star Wars-entusiast stjæler actionfigurer for 1,3 millionerStar Wars-entusiast stjæler actionfigurer for 1,3 millioner

I en periode over mange måneder har en kendt Star Wars-samler stjålet en række genstande af høj værdi i USA.

storybild

Steve Sansweet poserer med en af sine mange Star Wars-genstande i 2015. Han er blevet berøvet af en ven og fælles Star Wars-entusiast, og det gør ondt, siger han til AFP. (Billede: Scanpix/Josh Edelson)

Indehaveren af verdens største samling af Star Wars-samlerobjekter er blevet berøvet af en af sine nære venner. Det oplyser han i hvert fald selv mandag aften amerikansk tid.

Steve Sansweet, der driver et Star Wars-museum nord for San Francisco med flere end 400.000 samlerobjekter, påstår, at hans ven har stjålet over 100 genstande - deriblandt en særdeles sjælden samling actionfigurer.

Ifølge Guinness Rekordbog er samlingen på hans museum, Rancho Obi-Wan, verdens største af sin slags.

Ifølge Star Wars-entusiasten fandt tyveriet sted over adskillige måneder i 2015 og 2016.

- Vi mangler omkring 120-130 genstande, der har en samlet værdi på anslået 200.000 dollar (mere end 1,3 millioner danske kroner, red.) siger han.

Den forurettede part har tidligere arbejdet i en højtstående stilling for Lucasfilm, der har rettighederne til Star Wars og er ejet af Disney-koncernen.

Han har identificeret tyven som Carl Cunningham, der er en velkendt samler af Star Wars-objekter, fra den amerikanske delstat Georgia.

- Jeg har kendt ham i 20 år, siger Sansweet.

- Han tog imod vores gæstfrihed. Han boede i vores hus, spiste vores mad og fik adgang til museet på en måde, som ganske få mennesker har, fordi vi stolede på ham. Og så gør han sådan noget, siger Sansweet skuffet.

Politiet i Sonoma County i Californien bekræfter, at Cunningham er blevet sigtet i marts og løsladt mod kaution.

Ifølge anklageskriftet havde Cunningham haft adgang til museets genstande, fordi han havde arbejdet som frivillig på stedet.

Her havde han angiveligt taget for sig af objekterne ved kontinuerligt at tage genstande med hjem, når han forlod museet.

Det blev dog opdaget, da en af de objekter, som Cunningham havde stjålet og solgt videre, blev genkendt. Det var en sjælden figur af dusørjægeren Boba Fett.

Derfra rullede sagen, og Cunnigham har ifølge Sansweet indrømmet tyveriet i en skriftlig udveksling mellem de to.

- Det er vores mål, at vi får sagen løst hurtigt, så vi kan fortsætte med at inspirere gennem Kraften (the Force, red.), siger Sansweet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx