Af Ritzau - 15/03-17 23:43; Opdateret: 16/03-17 01:43

Hollands premierminister: Vælgere har sagt nej til populismeHollands premierminister: Vælgere har sagt nej til populisme

Vi er nødt til at danne en stabil regering, siger premierminister, mens Geert Wilders erkender sit nederlag.

storybild

Premierminister Mark Ruttes liberale parti, VVD, står til at få 31 ud af de i alt 150 pladser i parlamentet. (Billede: Reuters/Dylan Martinez)

Hollænderne har onsdag sagt nej til "den forkerte slags populisme".

Det konstaterer Hollands premierminister, Mark Rutte, hvis parti ser ud til at få flest stemmer ved parlamentsvalget.

- Vi er nødt til at danne en stabil regering og lede landet, siger han.

- I dag fejrer vi demokratiet, tilføjer han.

Ruttes liberale parti, VVD, står til at få 31 ud af de i alt 150 pladser i parlamentet. Det viser de første resultater, efter at godt ti procent af stemmerne er talt op. Det skriver det hollandske nyhedsbureau ANP.

VVD står således til at få 17,8 procent af stemmerne, hvilket er langt mere end det islamkritiske Frihedspartiet, der ledes af højrenationalisten Geert Wilders.

Ifølge de første valgstedsmålinger står Frihedspartiet til at få 19 mandater. Det er fire pladser mere end ved valget i 2012.

Kort efter klokken 1 natten til torsdag erkender Geert Wilders da også sit nederlag og erklærer Mark Rutte som vinder af valget.

- Jeg ville hellere have været det største parti, siger han til journalister uden for sit kontor i parlamentet.

- Men vi skaffede os pladser, og det er et resultat, vi godt kan være stolte af, tilføjer han.

Geert Wilders siger samtidig, at han ikke forstår premierministerens bemærkning om, at de hollandske vælgere har sagt nej til den "forkerte slags populisme".

- Jeg ved ikke, hvad han mener. Han antyder, at der er gode og dårlige populister. Jeg ser ikke mig selv som en populist, men han antyder, at jeg er en dårlig populist og en slags nazist, siger Wilders.

Premierminister Mark Rutte skal danne en koalitionsregering med flere andre partier for at nå de magiske 76 mandater, der kræves for at få flertal i parlamentet.

Ved valget i 2012 dannede Rutte regering med arbejderpartiet PvdA, der står til et historisk dårligt valgresultat.

Også VVD ser ud til at klare sig dårligere end ved sidste valg. Ifølge valgstedsmålingerne mister Ruttes parti ti mandater.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx