19/09-17 11:51

FN-råd kræver eget syn for sagen i Myanmars rohingya-kriseFN-råd kræver eget syn for sagen i Myanmars rohingya-krise

Hold fra FN vil have fuldstændig og uhindret adgang til at undersøge konflikt om Myanmars muslimske mindretal.

storybild

Marzuki Darusman står i spidsen for en fact-finding mission, der vil ind i Myanmar for at undersøge konflikten med rohingya-mindretallet. Myanmars FN-ambassadør, Lynn Htin, har dog tirsdag gentaget, at Myanmar ikke er interesseret i at lade FN-hold komme ind i landet. Reuters/Denis Balibouse

Genève. En alvorlig humanitær krise er på vej i Myanmar, og det kræver hurtig handling, lyder det fra FN's Menneskerettighedsråd (UNHCR).

Rådet vil have sendt et hold til landet, så man kan undersøge konflikten med landets muslimske mindretal. Og for at komme til bunds i sagen kræver FN "fuldstændig og uhindret" adgang.

- Det er vigtigt for os at se de steder, hvor der angiveligt finder brud på menneskerettigheder sted, med egne øjne, siger Marzuki Darusman, leder af en FN-støttet "fact-finding mission".

- Der er en alvorlig humanitær krise under opsejling, og den kræver hurtig handling og opmærksomhed, siger han videre.

Siden marts har FN-holdet forsøgt at komme ind i landet, men Myanmar har hele tiden holdt fast i at nægte FN at krydse grænsen.

Missionen fra FN blev sat i søen, da der tidligere på året kom meldinger om massedrab, tortur og afbrændinger af landsbyer i området.

Fokus har derfor hele tiden været at efterforske mulige brud på menneskerettigheder i Myanmar med særlig opmærksomhed rettet mod rohingyaerne i Rakhine-provinsen.

Rohingyaerne er et muslimsk mindretal. Siden 25. august er 400.000 rohingyaer flygtet fra området til nabolandet Bangladesh.

Trods flere generationer i Myanmar, der overvejende er et buddhistisk land, betragtes rohingyaer som illegale indvandrere. Størstedelen af dem har ikke statsborgerskab.

De seneste uroligheder mellem landets magtfulde militær og rohingyaerne brød ud for over tre uger siden.

Det skete, da rohingya-oprørsgruppen Arakan Rohingya Salvation Army (Arsa) angreb politi og militær.

Det fik militæret til at lancere en modoffensiv, der har efterladt flere end 200 rohingya-landsbyer tomme og flygtningelejrene i Bangladesh stuvende fulde.

Militærets indsats har mødt kritik fra flere sider. Det samme har Myanmars leder, Aung San Suu Kyis, håndtering af sagen.

Selv kalder militæret det "en rydningsoperation", mens FN har kaldt det "en katastrofe" og "et skoleeksempel på etnisk udrensning".

Myanmar har indtil videre nægtet at give FN-holdet adgang til landet.

Myanmars FN-ambassadør, Htin Lynn, fastholder tirsdag den melding.

- Vi mener fortsat, at det ikke vil gavne eller løse den allerede komplicerede Rakhine-stridspunkt at lade en sådan mission komme ind i landet, siger han.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx