15/09-17 15:57; Opdateret: 15/09-17 17:42

Islands regering kollapset - nyvalg kan være på vejIslands regering kollapset - nyvalg kan være på vej

I oktober var der senest valg i Island oven på Panama-skandalen. Nu lurer endnu et valg måske om hjørnet.

storybild

Lys Fremtid beskylder statsminister Bjarni Benediktsson for ikke at have informeret regeringen om, at faren havde støttet en pædofilidømt mands forsøg på at få en ren straffeattest. Reuters/Geirix/arkiv

Reykjavik. En skandale, der involverer Islands statsministers far og en pædofilidømt, kan betyde, at de islandske vælgere skal til valg for anden gang i løbet af et år.

Sent torsdag besluttede et af regeringens tre koalitionspartier, Lys Fremtid, nemlig at trække sig fra samarbejdet. Dermed har Islands regering mistet sit flertal i parlamentet.

Lys Fremtid beskylder statsminister Bjarni Benediktsson for ikke at have informeret regeringen om, at faren havde støttet en pædofilidømt mands forsøg på at få en ren straffeattest.

Ifølge nyhedsbureauet AP hjalp Benediktssons far, Benedikt Sveinsson, den pædofilidømte med at søge om tilladelse til at "genrejse sin ære", så han kunne finde sig et arbejde.

Manden blev i 2004 fundet skyldig i at have voldtaget sin steddatter næsten dagligt i 12 år. Han blev idømt en fængselsstraf på fem år.

Det var, efter at det kom frem, at dele af regeringen havde holdt oplysningen skjult fra offentligheden, at Lys Fremtid besluttede at trække sig.

- Grunden er et alvorligt brud på tilliden internt i regeringen, skriver partiet på Facebook.

Den siddende koalitionsregering blev dannet af Benediktssons parti, Selvstændighedspartiet, liberale Viðreisn og Lys Fremtid oven på valget i oktober 2016.

De tre partier har samlet 32 af parlamentets i alt 63 mandater. Lys Fremtid sidder på fire af sæderne.

Det seneste valg blev også afholdt før tid. Islands daværende statsminister, Sigmundur Davíd Gunnlaugsson, gik af, efter at han blev afsløret i Panama-papirerne og kom under mistanke for skattesnyd.

Inden da havde islændingenes tillid til politikere lidt et ordentligt knæk i 2008, da finanskrisen ramte landet med stor kraft.

Det er uklart, hvorvidt statsminister Benediktsson, der også selv blev nævnt i Panama-papirerne, vil forsøge at danne en ny koalitionsregering eller i stedet udskrive valg.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx