05/08-17 20:03; Opdateret: 05/08-17 20:54

Våd fest koster dyrt for tidligere svensk finansministerVåd fest koster dyrt for tidligere svensk finansminister

Ifølge svenske medier trak tidligere minister Anders Borg sit lem frem og sexkrænkede kvinder under våd fest.

storybild

Stockholm. Sveriges tidligere konservative finansminister Anders Borg har besluttet at træde tilbage som næstformand i bestyrelsen for den store svenske koncern Kinnevik.

Det sker efter en våd fest med forretningsfolk. Her trak han ifølge en række medier sit lem frem og kaldte kvinder for horer. Det har kostet ham en politianmeldelse.

Det var en opførsel, som angiveligt chokerede gæsterne ved festen i Stockholms skærgård sidste weekend.

- I en situation med stor opmærksomhed i medierne vælger jeg at forlade mine opgaver som næstformand i Kinneviks bestyrelse, skriver han på Facebook.

Borg var en respekteret finansminister under tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt. Han var dengang let genkendelig med sin hestehale og ring i øret.

Han har ikke erkendt, at han opførte sig, som medierne har beskrevet. Men han har på Facebook skrevet, at han angrer sin opførsel.

Han fortæller, at han ikke er vant til at drikke.

Men hans partiformand, Anna Kinberg Batra, har ingen planer om at glemme, hvad der tilsyneladende er hændt.

- Hvis der er noget om det, så ser jeg meget, meget alvorligt på det, skriver hun lørdag på Facebook.

Anders Borg er blevet politianmeldt for sin opførsel, og politiet oplyser, at det også af egen drift har indledt en efterforskning på baggrund af mediernes rapporter om sagen.

Ifølge en anmeldelse skal han have seksuelt antastet andre gæster. Han skal have kaldt kvinder horer og ludere, og ifølge flere medier har han forsøgt at tage mænd på deres kønsdele og opfordre dem til at sammenligne størrelse.

Selv skriver Borg på Facebook, at der er tale om overdrivelser.

- Jeg har ikke gjort noget ulovligt, skriver han.

Men han medgiver, at han under festen havde et "blackout", og at han vil søge hjælp for at forstå, hvorfor han handlede sådan.

Men han er rasende på de konservative Moderaternas partiformand.

- Jeg kan ikke forstå, hvordan en tidligere kollega og nær ven kan vælge at gå efter politiske point på baggrund af rygter, skriver han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx