Af Ritzau - 22/12-16 19:29; Opdateret: 22/12-16 20:11

Assad generobrer Aleppo og erklærer evakueringen slutAssad generobrer Aleppo og erklærer evakueringen slut

Ifølge det syriske styre er alle oprørere og civile evakueret fra den krigshærgede by Aleppo.

storybild

Den syriske hær meddeler, at Aleppo er generobret. De sidste oprørere og civile har forladt byen i busser. (Billede: Scanpix/Youssef Karwashan)

Den sidste bustransport med oprørere og civile har forladt den syriske by Aleppo torsdag aften, rapporterer stats-tv i Syrien.

Dermed er evakueringen af byen ifølge styret i Damaskus slut.

Den syriske hær erklærer samtidig, at Aleppo er generobret. Oprørere har siden 2012 haft kontrol over store områder i den østlige del af byen.

- Takket være blodet, som vore martyrer har ladet, og takket være de ofre, vore tapre soldater og allierede har udvist, kan generalkommandoen erklære sikkerheden genetableret i Aleppo, skriver hæren.

Det tilføjes, at byen er befriet for "terrorisme og terrorister". Det er to ord, som Assad-styret konsekvent har brugt om oprørerne.

De seneste måneder har den syriske præsident Bashar al-Assads hær og allierede ført en heftig offensiv for at generobre byen, der nu ligger i ruiner.

Oprørernes tilbagetrækning fra byen markerer den største sejr for præsident Assad i den næsten seks år lange krig.

Tidligere torsdag ankom FN-observatører til den østlige del af byen for at overvåge evakueringen.

Observatørerne er både nationale og internationale medarbejdere.

Ifølge Den Internationale Røde Kors Komité er omkring 34.000 mennesker evakueret fra Aleppo.

Busser begyndte for en uge siden at køre civile væk fra byen.

Stats-tv meddeler torsdag aften, at de sidste busser er ankommet til et regeringskontrolleret område i den sydlige del af byen.

- De sidste fire busser med terrorister og deres familier er ankommet i Ramussa, rapporteres det.

En talsmand for oprørsgruppen Ahrar al-Sham bekræfter meldingen. Han siger, at den sidste konvoj har forladt området, som hidtil har været under oprørernes herredømme.

Aftalen om evakueringen i Aleppo kom på plads via Ruslands støtte.

Initiativer i den retning blev dog bremset flere gange, inden den faktisk blev effektueret for en uge siden.

Rusland har siden sidste efterår støttet Assad militært.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx