Af Ritzau - 08/05-17 03:02

Brigitte Trogneux: Fra Macrons lærer til Frankrigs førstedameBrigitte Trogneux: Fra Macrons lærer til Frankrigs førstedame

Forholdet mellem Emmanuel Macron og hans 24 år ældre kone, Brigitte Trogneux, har fascineret verden.

storybild

Emmanuel Macron har sagt forud for valget, at hvis han bliver præsident, så vil han sandsynligvis give sin kone, Brigitte Trogneux, en officiel rolle i administrationen. (Billede: Scanpix/Patrick Kovarik)

Historien om Frankrigs nyvalgte præsident, Emmanuel Macron, og hans 24 år ældre kone, Brigitte Trogneux, begyndte i 1994, da den dengang 15-årige Macron deltog i en skoleforestilling på La Providence-gymnasiet i Amiens.

Stykket var instrueret af Trogneux, som var lærer på skolen.

Det står ikke helt klart, præcis hvornår en romance begyndte mellem de to, men som 17-årig erklærede Macron sin kærlighed over for Trogneux, før han rejste væk for at studere videre.

- Uanset hvad du gør, så gifter jeg mig med dig, sagde han.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters bad Macrons far Trogneux om at holde sig væk fra sønnen, indtil han som minimum var 18 år.

- Ingen vil nogensinde vide, hvornår vores historie blev til en kærlighedshistorie. Den viden tilhører os. Det er vores hemmelighed, er Trogneux citeret for at sige i bogen "Emmanuel Macron: A perfect young man".

Både som lærer, partner og hustru har den i dag 64-årige Brigitte Trogneux været Macrons mentor og inspiration.

Det fortalte den 39-årige Macron efter at have vundet den første runde af præsidentvalget i april.

- Uden hende ville jeg ikke være mig, sagde han ifølge CNN.

Ægtefæller til franske ledere har traditionelt haft mere ubetydelige roller i offentlige anliggender.

Men der er intet traditionelt over Trogneux. Macron har således sagt forud for valget, at hvis han bliver præsident, så vil han sandsynligvis give sin kone en officiel rolle i administrationen.

Brigitte Trogneux kommer fra en familie af chokoladefabrikanter og er den yngste af seks børn.

Før hun mødte Macron, var hun godt på vej til at leve et relativt konventionelt liv. Hun underviste i fransk litteratur, latin og drama og var gift med bankmanden Andre Louis Auziere, med hvem hun havde tre børn.

- Kærligheden tog alt på dens vej og førte mig til skilsmisse. Det var umuligt at modstå ham (Emmanuel Macron, red.), sagde Trogneux til magasinet Paris Match i 2016.

Hun blev skilt fra Auziere i 2006 og giftede sig med Macron året efter og flyttede til Paris for at arbejde som lærer.

I 2015 opgav hun sin karriere for at fokusere på sin mand, der på det tidspunkt var Frankrigs økonomiminister.

I en dokumentar af France3 TV bliver Trogneux skildret som Macrons coach.

I en scene hjælper hun ham blandt andet med at øve en tale og instruerer ham i at hæve stemmen.

- Hver aften briefer vi hinanden og gentager det, som vi har hørt om den anden.

- Jeg er nødt til at være opmærksom på alting og gøre alt for at beskytte ham, har hun fortalt til Paris Match ifølge CNN.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx