Af Ritzau - 26/03-17 15:18

56 personer skal bag tremmer for migrantbåds forlis56 personer skal bag tremmer for migrantbåds forlis

En domstol i Egypten har dømt 56 mennesker i sag om skibstragedie, der kostede 200 livet i Middelhavet.

storybild

Egyptens kystvagt fik hentet en kæntret båd med flygtninge og migranter ind til land. Nogle dage tidligere forliste det, hvilket kostede mindst 202 mennesker livet. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Stringer)

56 personer er blevet idømt straffe på flere års fængsel for deres rolle i et forlis ud for Egyptens kyst i september sidste år.

Det skriver en række medier, heriblandt nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Ifølge AFP lyder dommene på mellem syv og ti års fængsel, mens Reuters skriver, at de dømte skal sidde op til 14 år bag tremmer.

I alt 57 personer var tiltalt i sagen, men en kvinde blev frikendt ved retssagen.

De mange tiltalte blev dømt for uagtsomt manddrab, sætte andres liv i fare, modtage penge fra ofrene og at have undladt at bruge tilstrækkeligt redningsudstyr.

Flere end 200 migranter omkom, da båden med flygtninge og migranter om bord forliste ud for den egyptiske kyst.

Både redningshold og fiskere deltog i eftersøgningen af de mange hundrede mennesker, der endte i havet. Mindst 169 blev reddet, mens mindst 202 omkom.

Overlevende har fortalt, at der var op mod 450 mennesker om bord på fartøjet. Mange af dem menes at have befundet sig i bådens lastrum.

Båden var på vej mod Europa, men forliste ud for havnebyen Rosetta. Båden gik ned 12 kilometer fra kysten.

Både børn, kvinder og mænd druknede.

De ombordværende kom fra Egypten, Eritrea, Sudan og Syrien.

Tragedien skete, få måneder efter at EU's grænsepoliti, Frontex, advarede om, at et stigende antal flygtninge og migranter på vej mod Europa var begyndt at bruge Egypten som udgangspunkt, når de satte kurs over Middelhavet.

Menneskesmuglerne overlaster både, der ofte er synkefærdige, med passagerer, som betaler dyrt for turen til Europa.

5000 mennesker druknede i Middelhavet i sidste år i forsøget på at nå Europas kyst.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx