10/10-17 02:54; Opdateret: 10/10-17 04:20

Danske familier mærker presset fra californisk flammehavDanske familier mærker presset fra californisk flammehav

En dansk vinmager og en dansk pastor er blandt de påvirkede af brandene i Californien. Ti mennesker er døde.

storybild

Los Angeles. Ti mennesker er bekræftet omkomne, adskillige andre er kommet til skade, og tusindvis af huse er evakueret under voldsomme brande i det nordlige Californien.

Blandt de mange mennesker, der bliver påvirket af flammerne, er flere danskere.

Blandt andre Leo Steen Hansen, der er vinmager i området Sonoma County. Han fortæller, at det "nærmest regner med aske".

- Da jeg kørte ud for at tjekke vinmarkerne på motorvejen i morges, var der kø på alle tankstationer. Da jeg kørte tilbage, stod der "udsolgt" på alle stationerne. Alt benzinen er solgt, fordi folk kører fra området, siger Leo Steen Hansen.

Han hører fra venner og bekendte, der har været nødt til at overlade deres hjem til flammerne.

- Man hører alle historierne. Min kones kollega har mistet sit hjem. Der er også en række historiske vingårde i Napa og Sonoma, der er brændt ned, siger han.

Mandag 9. oktober er helligdag, den såkaldte Columbus Day, hvor nogle skoler holder lukket. Men det fornemmer man ikke i det ramte område i Californien, fortæller Leo Steen Hansen.

- Vi havde masser af planer i dag, min kone havde fri, og børnenes skole var lukket. Men motorvejen har været lukket i perioder, og det her område føles som en spøgelsesby lige nu, siger Leo Steen Hansen.

Han fortæller, at han ikke føler sig bange for, at flammerne når ham.

- Men jeg er klar til at tage min familie og køre, hvis det skulle blive nødvendigt, siger han.

Længere mod syd på den amerikanske vestkyst sidder Anne-Grethe Krogh Nielsen.

Hun er pastor i den dansk-lutheranske kirke i byen Yorba Linda, der ligger omkring 60 kilometer syd for Los Angeles' centrum.

Anne-Grethe Krogh Nielsen forklarer, at "fjernsynet kører konstant", så hun kan holde sig opdateret omkring situationen.

- Vi er heldige, for vi er på den rigtige side af motorvejen. Vinden blæser væk herfra, siger hun.

Hendes søns gymnasium er blevet lukket, og Anne-Grethe Krogh Nielsen har delt et billede på Facebook, hvor man kan se gymnasiets bygninger indhyllet i røg.

- Vi kan lugte branden og se røgen. Vi har fået at vide, at vi skal være inden døre, siger hun.

Hun føler sig dog ikke bange.

- Det er som med jordskælvsfaren. Man får hele tiden de små påmindelser, og man går og venter på, at de store kommer. Sådan er det også med brandfaren. Man tænker over det, og så håber man det rammer, hvor der ikke bor så mange mennesker, siger hun.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx