17/08-17 05:08; Opdateret: 17/08-17 05:39

Præsident udelukker ny krig på den koreanske halvøPræsident udelukker ny krig på den koreanske halvø

Sydkoreanerne har arbejdet for hårdt for at genopbygge landet efter Koreakrigen, mener Moon Jae-in.

storybild

Seoul. Der vil ikke blive krig på den koreanske halvø.

Det slår den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, fast torsdag lokal tid.

- Alle sydkoreanere har arbejdet så hårdt sammen for at genopbygge landet fra ruinerne af Koreakrigen, siger præsidenten på et pressemøde.

Moon Jae-in havde indkaldt pressen i anledning af, at han nu har været Sydkoreas præsident i 100 dage.

Den seneste tid har de diplomatiske spændinger i regionen nået nye højder, efter at Nordkorea har ignoreret advarsler mod at fortsætte regimets missiltest.

Advarslerne er i flere tilfælde blevet udtrykt som trusler fra den amerikanske præsident, Donald Trump, der har lovet "bål og brand", hvis styret fortsætter provokationerne.

Men nu forsøger den sydkoreanske præsident at berolige sin befolkning.

- Jeg vil forhindre krig for enhver pris. Så jeg vil have, at alle sydkoreanere skal være overbeviste om, at der ikke vil blive krig, siger han.

Nordkorea har truet med at sende missiler afsted mod den amerikanske stillehavsø Guam.

USA har gennem både forsvarsminister James Mattis og præsidenten svaret igen ved at understrege, at stormagten er klar til at gribe til våben.

Den hårde retorik har udløst bekymringer for, at ordkrigen vil udvikle sig til en væbnet konflikt.

Moon Jae-in understreger imidlertid, at der ikke bliver krig uden Sydkoreas accept.

- Ingen kan træffe en beslutning om militær handling på den koreanske halvø uden at aftale det med os først, siger han.

- USA og præsidenten har også sagt, at lige meget hvad de beslutter angående Nordkorea, så vil alle afgørelser først blive truffet efter at have konsulteret med Sydkorea, tilføjer præsidenten.

Den sidste krig på den koreanske halvø blev indledt, da Nordkorea invaderede Sydkorea i sommeren 1950 og fortsatte indtil en våbenhvile trådte i kraft tre år efter.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx