18/07-17 04:57; Opdateret: 18/07-17 05:48

Trump dropper valgløfte om at skrotte atomaftale med IranTrump dropper valgløfte om at skrotte atomaftale med Iran

Trump vil ikke trække sig fra aftalen, men muligvis indføre nye sanktioner, siger en unavngiven embedsmand.

storybild

Washington D.C.. USA's præsident, Donald Trump, beholder en atomaftale med Iran fra 2015.

Det siger en unavngiven amerikansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dog overvejer USA angiveligt at indføre nye sanktioner mod landet, oplyser embedsmanden.

Meldingen kommer, timer efter at talsmand for Det Hvide Hus Sean Spicer sagde, at den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, snarligt vil komme med en erklæring om aftalen.

- Udenrigsministeren er meget snart klar med en erklæring om den aftale. Alle kender formentlig præsidentens klare holdning, at denne aftale er dårlig. Dårlig for USA, sagde Spicer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Donald Trumps administration fastslog mandag, at Iran overholder sin del af aftalen, som blev indgået mellem iranerne og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland i 2015.

Aftalen skulle fra Vestens synspunkt sikre, at Iran ikke kan udvikle atomvåben. For Iran var målet at få ophævet sanktioner, der har lammet landets udvikling.

- Betingelserne er blevet opfyldt ifølge de oplysninger, der er tilgængelige for USA, oplyste en embedsmand fra Det Hvide Hus mandag ifølge AFP.

Det var anden gang siden sin tiltrædelse som præsident i januar, at Trump bekræftede Irans overholdelse af atomaftalen.

Donald Trump har ikke lagt skjul på, at han er stærkt utilfreds med aftalen, som hans forgænger, Barack Obama, indgik 14. juli 2015.

Under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 lovede Trump, at han vil sløjfe aftalen med Iran og optrappe sanktionerne mod landet.

Siden sin valgsejr har Trump dog været mere henholdende med udtalelser om Iran.

Inden Donald Trump blev valgt som Republikanernes præsidentkandidat, sagde han i et interview på NBC's søndagsprogram "Meet the Press", at han ikke nødvendigvis vil "rive aftalen i stykker".

- Jeg vil føre polititilsyn med den kontrakt så hårdhændet, at de ikke vil have en chance, lød det fra Trump i august 2015.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx