Af Ritzau - 10/03-17 01:04

EU's østlande kræver ensretning af fiskefingre og NutellaEU's østlande kræver ensretning af fiskefingre og Nutella

Kvaliteten på kendte fødevarer varierer angiveligt voldsomt i kvalitet i de forskellige EU-lande.

storybild

Flere EU-lande er vrede over, at kendte fødevarer som eksempelvis Sprite indeholder dårligere råvarer, når de sælges i Øst- frem for Vesteuropa. (Billede: Scanpix/George Frey)

En Sprite skal smage af det samme, lige meget hvor i Europa den åbnes.

Det samme bør gælde for Nutella, fiskefingre og alle andre kendte fødevarer, der forhandles i EU.

Kravet kommer fra en række central- og østeuropæiske lande.

Ganske længe har de følt sig spist af med en slags andenrangsmad. Og torsdag har de på et topmøde i Bruxelles overtalt deres kolleger til at dvæle ved emnet.

Af en erklæring fra topmødet fremgår det, at medlemslandene vil behandle det prekære spørgsmål. Det skal ske i et forum bestående af folk fra landenes regeringer og repræsentanter fra industrien.

En stribe undersøgelser har gennem den seneste tid vist ganske betydelige udsving i kvaliteten af varer, afhængigt af hvor de er købt.

Eksempelvis har en test vist, at mængden af kunstigt sødemiddel er større i en Sprite købt i Tjekkiet end i Tyskland.

På samme måde er ungarsk Nutella angiveligt mindre kremet end i Østrig, mens Iglos kendte fiskefingre ganske enkelt indeholder mindre fisk i Slovakiet end i Østrig.

Den typiske forklaring fra fødevareindustrien er, at de varierende udgaver alene skyldes et ønske om at behage lokale smagspræferencer.

Men den forklaring nægter både politikere og forskere at acceptere.

- Det her er misvisende for forbrugere, fordi de forventer det samme produkt, når de ser den samme indpakning, siger fødevareanalytiker Petr Havel til nyhedsbureauet Reuters.

Tjekkiets fødevareminister, Marian Jurecka, sagde for nylig, at folk i Central- og Østeuropa er trætte af at være "Europas skraldespand", og fra EU's forbrugerkommissær, Vera Jourova, er budskabet det samme.

- Varierende kvalitet af fødevarer af samme mærke i medlemsstaterne er vildledende, utilstedelig og unfair for forbrugerne. Jeg vil gøre mit bedste for at stoppe det, siger den tjekkiske kommissær til Reuters.

Frem mod torsdagens topmøde har kommissionsformand Jean-Claude Juncker luftet muligheden for at oprette et europæisk agentur for forbrugerbeskyttelse.

Men med torsdagens topmødebeslutning ser EU-landene altså ud til i første omgang at forsøge sig med et mindre omfattende tiltag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx