Af Ritzau - 12/06-17 17:21

Boris Johnson afviser rygter om oprør og støtter MayBoris Johnson afviser rygter om oprør og støtter May

Storbritanniens udenrigsminister tilbageviser spekulationer om, at han skulle ønske opgør med Theresa May.

storybild

- Budskaberne fra vores konservative parti gik tabt eller blev misforstået i valgkampen, men Theresa May ledede en valgkampagne, som fik 13,7 millioner mennesker til at stemme konservativt, siger den britiske udenrigsminister, Boris Johnson. (Billede: Reuters/Hannah Mckay)

Efter spekulationer i britiske søndagsaviser om, at udenrigsminister Boris Johnson ville udfordre premierminister Theresa May som De Konservatives leder, afliver han nu selv rygterne.

Boris Johnson skriver i et indlæg i The Sun mandag, at parlamentarikerne må se at komme ned på jorden og bakke op om den siddende regeringsleder.

- Befolkningen ønsker, at regeringen kommer videre med alt det, der skal gøres, skriver Johnson. Han lægger dog ikke skjul på, at Mays valgkamp "ikke gik godt - for at sige det mildt."

- Budskaberne fra vores konservative parti gik tabt eller blev misforstået, skriver Johnson med tilføjelsen:

- Theresa May ledede en valgkampagne, som fik 13,7 millioner mennesker til at stemme konservativt, hvilket er det største antal konservative stemmer siden Margaret Thatchers tid.

- Herfor fortjener May sit partis opbakning. Og hun vil helt klart få den fra mig, pointerer han.

Johnson var en ledende figur i kampagnen mod britisk EU-medlemskab, og der var sidste år mange spekulationer om, at han ønskede at afløse tidligere premierminister David Cameron.

Han skriver i sit indlæg mandag, at selv om valgresultatet var en skuffelse for de konservative, så har reaktionerne været meget overdrevne. Han siger, at arbejderpartiet Labour fører sig selv bag lyset.

- At dømme efter reaktionerne i Labour er det, som om partiet vandt en jordskredssejr. Partilederen Jeremy Corbyn bliver hyldet som en messias - en mirakelmand, der får stående bifald, hvor han står og går - og de konservative er for høflige til at komme med øv-råb, skriver han.

De konservative forhandler med de nordirske unionisters parti, DUP, om en aftale, der skal sikre en ny regering. DUP fik ti mandater ved valget.

Premierministeren udskrev parlamentsvalget i den formodning, at valget ville styrke hendes konservative regering forud for de vanskelige forhandlinger om Storbritanniens udmeldelse af EU, men tværtimod tabte partiet terræn.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx