28/08-14 18:59

Rusland nægter militær tilstedeværelse i UkraineRusland nægter militær tilstedeværelse i Ukraine

Både Nato og Ukraine tager fejl, når de beskylder Rusland for at trænge ind i Ukraine, siger ministerium.

Det russiske forsvarsministerium nægter på det kraftigste beskyldninger om, at landets militær opererer i det østlige Ukraine, skriver Reuters.

- Vi har noteret os denne "informations-and" og er forpligtet til at skuffe dens bagmænd, siger en talsmand for ministeriet.

- Materialet har ingen hold i virkeligheden, siger han.

Den russiske afvisning kommer, efter at Nato tidligere på dagen påstod, at "betydeligt flere end 1000" russiske soldater aktivt deltager i kamphandlinger inde i selve Ukraine.

En højtstående Nato-officer sagde i Bruxelles, at de russiske soldater både deltager i aktiv kamp, rådgiver de ukrainske separatister og står for anvendelsen af sofistikeret udstyr, som det kræver lang træning at bruge.

Også den ukrainske regering er overbevist om, at russerne aktivt deltager i krigshandlingerne i det østlige Ukraine. Torsdag meddelte landets sikkerhedsråd, at "russiske styrker" havde erobret en vigtig grænseby, Novoasovsk.

Ukraine udsendte torsdag over middag en appel om "militær hjælp i stort omfang fra EU", skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx