Af Ritzau - 23/06-17 17:02; Opdateret: 23/06-17 17:58

Dansk Industri rynker bryn over EU-lederes handelskursDansk Industri rynker bryn over EU-lederes handelskurs

På et EU-topmøde har EU-ledere vedtaget en erklæring, der åbner for opsyn med europæiske investeringer.

storybild

Den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron, er begge fortalere for flere restriktioner på handlen med tredjelande. (Billede: Scanpix/Thierry Charlier)

EU-lederne vil ikke ende med sorteper i handlen med tredjelande.

Derfor har de fredag i en fælles erklæring understreget, at den fri handel må være gensidigt givende.

Samtidig opfordrer de EU-Kommissionen til at analysere ikke-europæiske landes investeringer i strategisk vigtige sektorer i Europa.

Muligheden for et skrappere opsyn med udenlandske investeringer giver panderynker i det danske erhvervsliv.

- Vores bekymring er, at det kan risikere at blive et skridt i en retning, som er unødigt protektionistisk, siger underdirektør i Dansk Industri Peter Thagesen.

Især Tyskland og Frankrig er generelt indstillet på at få flere restriktioner.

Landene er særligt bekymrede over Kinas investeringer i EU. De frygter, at Kina kan få kontrol over vigtige nationale sektorer som energi.

En EU-kilde fortæller til nyhedsbureauet AFP, at der på topmødet var et klart pres fra Macron, men modstand fra andre. Derfor trak diskussionen af emnet også ud på topmødet.

Det er særligt de sydeuropæiske lande, der er ivrige for at tiltrække de kinesiske investeringer, og den tanke forstår man godt i Dansk Industri.

- Kineserne opkøbte for eksempel Volvo, og det er jo egentlig gået meget godt. Så jeg synes, man mangler at dokumentere, at der er et behov for det, siger Peter Thagesen.

Efter topmødet fredag lyder det fra kommissionsformand i EU Jean-Claude Juncker, at han er helt på linje med den franske præsident, Emmanuel Macron.

Også den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), roser stemningen efter topmødet og resultaterne inden for handel.

- Vi har også drøftet handelspolitik, og jeg er meget positiv over det signal, som EU sender.

- Vi bekender os til frihandel, det er det, som har gjort Europa rigere. Vi ønsker ikke noget lukket Europa, vi ønsker et mere åbent Kina, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx